Strengere regler for kopi-design i Danmark
30. maj 2007 14.32 En italiener, en kineser eller en englænder må gerne lave sin egen version af Arne Jacobsens "Ægget" - men en dansker må ikke.
Skrappere krav i Danmark
Reglerne for kopiering af designermøbler er nemlig strammere i Danmark end en række lande både indenfor og udenfor EU.
I England er hovedreglen eksempelvis, at man har ret til at kopiere et møbeldesign, når der er gået 25 år efter den blev tegnet.
Beskyttet 70 år efter arkitekt død
Herhjemme gælder ophavsretsreglerne, der siger, at et møbeldesign er beskyttet indtil 70 år efter arkitektens død.
Det betyder, at en af de meget kopierede stole - Barcelona-stolen- vil være kopibeskyttet i Danmark i 110 år. Stolen blev designet i 1929, men designeren Mies Van der Rothe døde i 1969. Hertil skal altså lægges 70 år, så stolen vil efter de danske regler først kunne kopieres og sælges i 2039.
Til gengæld kunne kopien - efter de nuværende engelske regler - allerede sælges lovligt i England i 1954 - 25 år efter at stolen blev designet.
Ulovligt at importere og videresælge
Det er ulovligt for virksomheder at importere kopimøbler fra lande udenfor EU og videresælge dem i Danmark, hvis de ikke overholder de danske ophavsretsregler. Skat nedsatte i 2004 en specialenhed, der skulle tage sig af kopi-designermøbler. Og især i løbet af det seneste års tid er der blevet snuppet store leverancer.
I øjeblikket har Skat 44 verserende sager mod importører.
Ofte bliver sagerne afsluttet uden for domstolene, idet ophavsretshaverne og importørerne indgår et frivilligt forlig, som typisk ender med at de importerede møbler bliver destrueret.
Frie bevægelighed vinder over ophavsret
Skats specialenhed kan dog kun gribe ind, hvis møblerne er produceret udenfor EU. Hvis møblerne f.eks. er lavet i Italien, overtrumfer EU's regler om varernes frie bevægelighed de danske ophavsretsregler.
Og Skat kan heller ikke gribe ind mod privatpersoner, der kun køber kopi-møbler til sig selv. Så længe møblerne er til privat brug, er det ikke ulovligt at købe dem. Man kan altså sidde i ro og mag derhjemme og bestille en kopi af Arne Jacobsens Svanen over nettet og få den bragt til døren.