Fam. Nielsen får billigere forsikringer
27. aug. 2008 13.19 - Jeg synes, at det er uoverskueligt, sådan siger Berit Rømer Nielsen om sin families forsikringer.
Sådan finder du den rigtige forsikringspris
Her er et par gode råd til, hvad du kan holde øje med, hvis du gerne vil sikre dig en god pris på dine forsikringer.
1.Få rabat via din fagforening/arbejde
Rigtig mange forsikringsselskaber laver rabataftaler med forskellige erhvervsgrupper, virksomheder, klubber og fagforbund. Alka har f.eks. lige lanceret en billig forsikring til en række LO-fagforbund. Læs mere om de forskellige rabatordninger her
2. Brug Forsikringsguiden.dk
På hjemmesiden Forsikingsguiden.dk kan du ofte finde oplysninger forsikringspriser - og måske få svar på, om de forsikringer, du har, svarer til markedsprisen.
3. Spar penge på at samle
Det er værd at undersøge, om du kan spare penge på at samle alle forsikringer i ét selskab. Mange forsikringsselskaber tilbyder rabatter til kunder med mere end én forsikring.
4. Vær en benhård forhandler
For at få den bedste pris, skal du i gang med at forhandle grundigt med forsikringsselskaberne om pris, betingelser, selvrisiko og dækningsgrad, inden du skriver under. Mange forsikrings-assurandører har mulighed for at gå længere ned i pris, end det de tilbyder først - så bare gå til den.
Berit Rømer Nielsen og hendes mand Benny Nielsen bor på Møn sammen med to af deres børn Matias, Christoffer. Det ældste barn er flyttet hjemmefra.
Familien har forsikret deres hus, indbo, bil, campingvogn, knallert og cykel, og så har de både rejse - og ulykkesforsikring. Hverken Benny eller Berit synes, at det er nemt at holde styr på forsikringerne.
Forsikringer hos tre selskaber
Ialt betaler familien 13.828 kroner i forsikringspræmier hvert år. Og lige nu har familien forsikringer i tre selskaber
På vegne af familien Nielsen har Magasinet Penge sendt et enslydende brev til fire forskellige forsikringsselskaber. Brevet beskriver præcist de forsikringsvilkår familien har nu, og familien beder om et samlet tilbud fra hver af selskaberne med de samme vilkår, sådan at priserne umeiddelbart kan sammmenlignes.
Tilbuddene fra de fire forsikringsselskaber er blevet sat op over for hinanden, og der er store prisforskelle. Trygs tilbud lyder i alt på 16.722 kroner, Alm. Brands tilbud ligger på 16.584 kroner, altså flere tusinde kroner dyrere end de 13.828 familien betaler i forvejen.
Codan har billigste tilbud
Topdanmarks samlede bud er på 14.576 kroner. Her har familien i forvejen en børneulykkesforsikring. Hvis selskabet lod den fortsætte, ville den samlede pris komme ned på 13.154 kroner. I Codans tilbud fortsætter Berits billige ulykkesforsikring - blandt andet derfor er Codans samlede pris bare 11.864 kroner - og dermed det billigste.
De forsikringstilbud som familien, har fået tilbage fra selskaberne, er blevet sendt videre til forsikringsmægler Søren Lindbo, der også er formand for forsikringsmæglernes forening. Ifølge Søren Lindbo skyldes de store prisforskelle, at Berit og Benny Nielsen bliver vurderet forskelligt af selskaberne
- Det er absolut et udtryk for, at de ser forskelligt på jer som samlet risiko. Der er nogle selskaber, der betragter risikoen forskelligt alt afhængig af, hvor man bor, hvor meget man kører og hvor gammel man er. Og det afspejler sig i priserne, siger han.
Prisforskelle svære at gennemskue
Derfor er det langt fra sikkert, at Codan også er det billigste selskab for en familie, der bor et andet sted i landet, og måske kører en anden bil. Hver enkel familie er individuel og må derfor selv undersøge, hvad deres forsikringer koster i de forskellige selskaber.
Men her opstår problemet, fordi forsikringsselskaberne ikke nødvendigvis giver tilbud på de vilkår kunderne ønsker, men ud fra deres egne standarder, og derfor kan kunderne ikke sammenligne priserne direkte. Og det er ikke rimeligt, mener Søren Lindbo, der påpeger, at forsikringsselskabernes priser og betingelser kan være svære at forstå for almindelige mennesker.
- Man kunne godt få den tanke, at det er hele forretningsfilosofien. Hvis folk tænker: Der står nok noget, jeg ikke forstår, så jeg må hellere blive, hvor jeg er. Og det er den usikkerhed, som selskaberne benytter sig af, siger han og opfordrer samtidig forbrugerne til at kræve bedre behandling.
- Vi skal udfordre selskaberne hele tiden. Og vi skal i hvert fald udfordre dem på, at det bliver mere gennemskueligt, siger han.