Storrumskontorer fungerer ikke altid
10. sep. 2008 10.13 KMD's flotte kontorbygning i Ballerup har vundet en pris for sin flotte arkitektur. Men inde bag de flotte mure slås medarbejderne med nogle problemer.
De sidder nemlig i storrumskontorer, og mange er generet af et højt lydniveau med ringende telefoner, talende medarbejdere og masser af anden støj.
Det dårlige arbejdsmiljø kom for alvor frem i lyset, ved den årlige tilfredshedsmåling. Her svarede 60 procent af KMD's medarbejdere, at de var utilfredse med det fysiske arbejdsmiljø i Ballerup.
Flere søger væk
I Ballerup ligger opsigelsesraten højere end hos medarbejderne i storrumskontorerne i Odense, Århus og Aalborg.
- Der er en tendens til, at opsigelsesraten i Aalborg, Århus og Odense er lavere end i Ballerup, men der kan også være andre nuancer i forhold til, hvordan arbejdsmarkedet er på geografi, siger vicedirektør Michael Dupont.
Men til forskel fra de nye kontorer i provinsen, så fik medarbejderne ikke lov at sætte deres fingeraftryk på byggeplanerne i Ballerup. Her fik arkitekterne frit spil, og det lærte KMD af.
- På baggrund af de erfaringer, vi havde fra Ballerup, så inddrog vi medarbejderne, da vi byggede nye storrumskontorer i Odense, Århus og Aalborg. Og det gave pote, her er medarbejdertilfredsheden markant højere, faktisk er otte ud af ti tilfredse eller meget tilfredse med deres nye storrumskontor, siger Michael Dupont.
Lydløs kaffemaskine udløser meget støj
Der er flere årsager til, at det går galt, når arkitekterne har frit spil.
For eksempel står kaffemaskinen tæt på medarbejderne. Den er også lydløs, men når der står fire kollegaer og trækker en kop kaffe, så snakker de også sammen, og det forstyrrer dem, der sidder tættest på kaffemaskinen.
- Medarbejderne har ikke fået så stor indflydelse på byggeriet, og har du ikke indflydelse på projektet, så er det måske ikke den helt rigtige løsning, man er nået frem til, siger Michael Dupont og peger på, at medarbejderne også har stor glæde af at sidde tæt sammen i kontorerne.
- Det giver noget interaktion mellem medarbejderne. De sparrer mere med hinanden og bruger hinandens kompetencer bedre end da vi havde mindre kontorer, siger Michael Dupont.
Forsker dumper storrumskontorer
På DTU har adjunkt Per Richard Hansen beskæftiget sig med storrumskontorer de seneste ti år, og han er ikke begejstret.
- Åbne kontorlandskaber er støjfulde. Man er konstant forstyrret, enten af noget man ser ud af øjenkrogen eller af noget man hører.
Og alle de fordele, som storrumskontorer skulle udløse, som for eksempel bedre samarbejde, vidensdeling og kommunikation, dem giver Per Richard Hansen ikke meget for. Forklaringen på de mange storrumskontorer er meget mere enkel:
- Det er billigt. Man kan proppe flere mennesker ind på færre kvadratmeter, og så er vedligeholdelsesudgifterne lavere i åbne kontorlandskaber, siger Per Richard Hansen.