Kvinder bliver fremtidens økonomiske vindere
18. nov. 2009 11.36Om en generation vil den økonomiske magtbalance i samfundet tippe, mener forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen, Nordea. Kvinder sidder for længst på de fleste økonomiske beslutninger i hjemmene, og nu bevæger kvinder sig i højere grad end før ind i at investere og have styr på deres egen økonomi.
På sigt vil den økonomiske magtbalance, som vi kender den, ændre sig fundamentalt. Det mener forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehmann Erichsen. Hun suppleres af forbrugsekspert og fremtidsforsker Eva Steensig, ejer af konsulentvirksomheden Lighthouse CPH:
- Kvinder er dygtige investorer, og der bliver flere og flere decideret velhavende kvinder. I takt med at de unge kvinder erobrer de videregående uddannelsespladser, vil det få balancen mellem mænds og kvinders magt over privatøkonomien til at skifte, mener hun.
Ann Lehmann Erichsen anslår, at balancen vil tippe om godt en generation.
Kvinder sidder på amerikanske formuer
Internationale beregninger viser, at næste år - i 2010 - vil 50% af samtlige amerikanske formuer være på kvindehænder. Det samme billede viser sig i England, og der er al mulig grund til at tro, det også kommer til at gælde Danmark, mener Eva Steensig.
- Flere og flere kvinder herhjemme uddanner sig rigtig godt og tjener mange penge. Samtidig har kvindekampen betydet, at kvinder i dag er fri til at udleve deres ambitioner, og det kommer til at betyde, at de også tager økonomien i egen hånd.
Kvinder er dygtige, rolige investorer
At kvinder samtidig har is i maven, hvad gælder investeringer, betyder, at de er bedre investorer end mænd, viser undersøgelser.
Kvinder handler ikke så meget med deres aktier som mændene gør, og så er de mere ydmyge. De tror ikke, de kan slå markedet og gøre det bedre end markedet gør. Det tror mange mænd, siger Ann Lehmann Erichsen.
Pensionen - og interessen - halter
Et dryp af malurt i det ellers lovende bæger er kvindernes pensionsopsparinger. Hver gang en mand indbetaler 100 kroner på sin pensionsordning, indbetaler en kvinde kun 79 kroner. Forskellen handler dels om lønforskelle kønnene imellem, dels om skat og ikke mindst om interesse, siger Ann Lehmann Erichsen.
- Noget af gabet skyldes, at kvinder fortsat har lavere løn end mænd, og noget skyldes, at man indtil nu har kunnet høste en skatterabat ved at indbetale meget, som mændene i højere grad har kunnet. Men den væsentligste grund til, at kvinders pensioner halter efter mændenes, er kvindernes meget lave interesse for pensionsspørgsmål. Så kvinder skal simpelthen interessere sig for deres pension, ikke mindst i takt med, at de får de økonomiske muligheder for at skabe sig en god økonomi - også i den sidste del af livet.
Mændene skal vågne
Kvindernes økonomiske fremtog skyldes i høj grad, at kvinder har uddannet sig i højere grad end mændene, blandt andet fordi de ufaglærte kvindejobs typisk giver en lav løn, man hverken kan leve af eller bruge til at blive økonomisk uafhængig af manden.
- Kvinder har altid haft grund til og været tvunget til at uddanne sig, og det får mændene at føle de kommende år. Kvinder er dygtige til at styre deres egen økonomi, flere og flere klarer sig rigtig godt, og mændene vil komme til at sakke bagud på den økonomiske sikkerhed, mener Ann Lehmann Erichsen, og Eva Steensig supplerer:
- Der er virkelig nogle danske mænd, der skal vågne nu. Ellers kører kvinderne af sted uden dem.
Se med i magasinet PENGE på DR1 onsdag kl. 21.45.
Magasinet Penge
Gode råd til dig og din økonomi
-
Tal med din omgangskreds om økonomi - brug hinandens ressourcer og kompetencer. Det, du ikke ved, ved din kollega eller din gode ven måske. Du behøver ikke at afsløre alt om din egen privatøkonomi for at få en god økonomi-snak i omgangskredsen.
-
Kend dit budget, opdater det jævnligt - og gør plads til opsparing
-
Din arbejdskraft er dit største aktiv - tænk over det, når du vælger uddannelse, forhandler løn, holder orlov osv. Din løn og din pension kan forhandles, og det skal du benytte dig af
-
Burde du og kæresten gifte jer, lave testamente eller ægtepagt? Uanset, om du er enlig eller i et forhold, kan du få et gratis familietjek hos en advokat.
-
Brug noget tid på at sætte dig ind i dine forsikringsforhold - hvis uheldet er ude, er du så dækket godt nok?
-
Og så til sidst den gode gamle: Sæt tæring efter næring. Ifølge Danmarks Statistik bruger danskerne i gennemsnit 104 kroner, hver gang vi tjener 100 - og det kan man jo ikke, så må man låne. Så husk det nu - brug mindre, end du tjener ...
Kilder: Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom, Nordea
Lisbeth Burgaard, økonom, Burgaard Rådgivning ApS