Kronprinsen får stor magt i dansk idræt
07. sep. 2009 14.24 Når Kronprins Frederik om nogle uger indtræder i den Internationale Olympiske Komité, IOC, så bliver han også automatisk bestyrelsesmedlem af alle danske idrætsfolks organisation, Dansk Idrætsforbund, DIF.
Samtidig er Kronprinsen pålagt at være loyal over for den danske regerings politik.
Politisk minefelt
Dermed havner Kronprinsen midt i et politisk minefelt, vurderer professor i idrætshistorie Hans Bonde.
- Det kan ikke lade sig gøre, at han sidder som fuldgyldigt bestyrelsesmedlem af Danmarks Idrætsforbund og tager del i alle hverdagens politiske slagsmål, og spørgsmål om "nu skal team Danmark have mere støtte". Ja, men regeringen vil ikke give flere penge, så kommer han i konflikt med regeringen. Det dur slet ikke, siger han.
Dansk idrætsforbund er glade for at få Kronprinsen som det 11. medlem af DIF's bestyrelse. Men selvom Kronprinsen har stemmeret, så vil han sandsynligvis ikke bruge den.
Forholde sig neutralt
Af et notat fra Danmarks Idrætsforbund, som 21 SØNDAG er kommet i besiddelse af, fremgår det at Kronprinsen er blevet rådet til udelukkende at forholde sig neutralt og deltage som observatør i Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse. For ellers: "vil (det) kunne medføre en kompromittering af kongehusets upolitiske status", som der står i notatet.
Men hvis Kronprinsen får lyst til at blande sig, er døren i DIF helt åben, siger DIF's bestyrelsesformand, Niels Nygaard til 21Søndag.
- Så hvis han ville stemme, ville det ikke være noget problem?
- Nej, overhovedet ikke, vores vedtægter åbner for begge muligheder, både at IOC's medlem i Danmark er fuldgyldigt medlem af DIF's bestyrelse og åbner også den mulighed, at han ikke skal være medlem af DIF's bestyrelse, siger Niels Nygaard til 21 SØNDAG
Politiker for DIF
Professor Hans Bonde er derfor ikke i tvivl om, hvad Kronprinsen reelt kommer til at betyde for dansk idræt.
- Problemet er, at han ikke bliver protektor - det er kongehuset allerede - han bliver politiker for DIF, og frem for alt politiker for IOC, og det er det, der giver konflikter, siger Hans Bonde.