Falske Viagra-piller indeholder blødgørere
14. sep. 2008 16.00
Opdat.: 27. okt. 2008 09.33Ulovlig medicin vælter ind i landet, købt over internettet. Medicin, som normalt er receptkrævende eller ligefrem forbudt. Og ikke nok med det - køberne kan heller ikke være sikre på, hvad pillerne indeholder.
Seks ud af de 16 potenspiller, som DRs magasin 21 Søndag har testet, indeholdt fx. de hormonforstyrrende stoffer parabener og phtalater - det hormonforstyrrende blødgøringsmiddel, der er forbudt i legetøj til børn.
- Det tegner et billede af et Viagra-marked, som er suspekt, og som kunderne helt burde holde sig fra, siger Jerzy Jaroszewski, der er professor på Danmarks Farmaceutiske Fakultet.
Ser ægte ud
Resultatet vækker bekymring hos Lægemiddelstyrelsen.
- Det synes jeg da ikke lyder godt. Phtalater og parabener er jo noget, vi gerne vil undgå, siger Anne-Marie Vangsted, der er afdelingschef i Lægemiddelstyrelsen.
Hjemmesiderne, hvor de falske piller bestilles, ser ægte og professionelle ud, og pillerne ligner og har samme effekt som den oprindelige Viagra-pille.
- Der står det samme på æskerne. Det er meget pænt lavet, siger Jerzy Jaroszewski, der er professor, på Danmarks Farmaceutiske Fakultet.
De ulovlige kopipiller fremstilles ofte under primitive forhold i Fjernøsten. Det er her, forklaringen på de forkerte ingredienser skal findes.