Rabat på fængselsstraf
14. sep. 2008 16.00
Opdat.: 15. dec. 2008 22.09Sagerne hober sig op i byretterne. Siden retskredsreformen trådte i kraft 1. januar 2007 har byretterne adskillige tiltalte fået en mildere straf, fordi sagen har taget for lang tid om at komme igennem retssystemet.
I 2006 lå sagsbehandlingstiden af straffesager på 67 dage i gennemsnit på landsplan - her to år efter reformen trådte i kraft ligger gennemsnittet på 101 dag, oplyser 21 Søndag.
Slap for fængsel i børneporno-sag
Det har blandt andet betydet, at en mand slap for fængsel, selvom han havde 180.000 børnepornografiske billeder og film på sin computer. Der blev rejst sigtelse mod ham i september 2005 men først over 3 år senere, faldt dommen.
Sagen havde ligget stille, først hos politiet og dernæst i retten, og det betød at dommeren tog højde for ventetiden ifølge straffelovens paragraf 82, da manden skulle have sin dom.
Han fik en betinget straf, selvom sager af den karakter som udgangspunkt bliver straffet med ubetinget fængsel i op til 2 år.
Forsvarerne klager ikke
Der findes ingen officielle tal for, hvor mange der har fået nedsat sin straf, for det bliver ikke indberettet. Men 21Søndag har kendskab til over 20 sager, hvor en ubetinget fængselsstraf er blevet gjort betinget på grund af lang sagsbehandlingstid.
Især forsvaradvokaterne holder øje med sagsbehansdlingstiden.
- Det er da klart, at jeg måske ikke er den, der farer ud og rykker for en berammelse, hvis jeg kan se, at min klient måske slipper billigere ved at vente, siger forsvarsadvokat Steen Bech til 21Søndag.