Rohde skaber tvivl om Irakkrigens grundlag
14. sep. 2008 16.00
Opdat.: 28. sep. 2008 16.37Venstres forhenværende politiske ordfører Jens Rohde erkender nu åbent, at VK-regeringen fejlagtigt brugte Saddam Husseins påståede masseødelæggelsesvåben som et væsentligt argument for at gå i krig mod Irak tilbage i 2003.
- Jeg har aldrig mødt et menigt menneske uden for Christiansborg, som ikke havde opfattelsen, at masseødelæggelsesvåben var den centrale grund til krigen. Det må man jo bare vedstå sig, siger Jens Rohde til Politiken.
Dermed underkender han statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), som flere gange har afvist, at grundlaget for Danmarks krigsdeltagelse havde noget som helst med Saddam Husseins påståede masseødelæggelsesvåben at gøre. Ifølge Anders Fogh Rasmussen gik Danmark i krig, fordi den irakiske diktator ikke efterlevede FN's resolutioner om at samarbejde med verdenssamfundet.
Men i en ny bog, "Vejen til Irak", som beskriver beslutningsprocessen bag Irak-krigen, træder Anders Fogh Rasmussens tidligere politiske ordfører Jens Rohde frem og fastslår, at masseødelæggelsesvåbnene var et helt centralt argument for at sende danske soldater til Irak.
- Vi er nødt til at erkende, at vi i offentligheden skabte et billede af masseødelæggelsesvåben. Hvad der så står i lovteksten bagefter, det er juristeri, siger Jens Rohde, som igen er tilbage i Venstres top som partiets spidskandidat til Europa-parlamentsvalget næste år.
Senest har Jens Rohde dog taget afstand fra bogens citater. I en pressemeddelelse skriver han følgende:
"Det er tale om en grov fejlfortolkning og sammenskrivning af mine refleksioner om baggrunden for dansk deltagelse i Irak-krigen, som i bogen ”Vejen til Irak” udlægges, som om jeg undsiger statsminister Anders Fogh Rasmussen og ifølge Politiken i dag gennemhuller regeringens Irak-forklaring. Det må jeg på det kraftigste tage afstand."
21 SØNDAG har fået adgang til råoptagelser af det interview, som Jens Rohde har givet til bogens forfattere. Bedøm selv, om der er tale om fejlfortolkning og sammenskrivning af hans udsagn.