preload loader
Vores Liv: Bidt af naturen (1:12)

Med lup i lommen, kikkert om halsen og en insektsuger i munden tager naturvejleder Morten DD Hansen dig med ud i naturen.

Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1

 

Ud i naturen - 10 ting du skal huske

Morten DD har her samlet en liste over 10 ting, som er gode at have, hvis man interesserer sig for naturen og gerne vil vide noget mere om den.

I praksis begynder man ofte i det små, måske med en lille kikkert og et lommekamera, men naturinteressen har det med hurtigt at gribe om sig, fordi der er så meget at kigge på derude. Inden længe må man bare have det hele!

  • Kikkert
    En ordentlig kikkert - og måske et godt teleskop, så man virkelig kan komme tæt på fuglene ude over skoven. Kikkerten kan ikke undværes, hvis man gerne vil se på fugle.

    De fleste ornitologer sværger til en tagprismekikkert med 10 ganges forstørrelse. Sådan nogle kan koste spidsen af en jetjager, men der findes mange gode modeller til omkring 4-5000 kr. Det er en god investering, hvis den kan holde i 20 år! Tænk, hvor mange oplevelser, man får.

  • Kamera
    Et spejlreflekskamera med en god tele og en ordentlig makro. Også her kan man komme til at betale i dyre domme, men fornøjelsen ved fotografering er enorm. Pludselig kan man dokumentere alt, hvad man ser derude, og det vil man hurtigt lære at sætte pris på. Der er nemlig mange, der ikke umiddelbart tror på, at man har set en stor skrigeørn.

    Når man kan fremvise fotos, er det imidlertid er en helt anden sag. Hvis man kan undvære fuglene, kan selv små lommekameraer i øvrigt tage fremragende makrofotos, så det har virkelig betydet en revolution for interessen for insekter og andre smådyr.

    kamera



  • Lup
    En stereolup, så man kan kigge på smådyr i stor forstørrelse. Det næste naturlige skridt på den faglige trappestige er stereoluppen, så man kan komme rigtig tæt på dyrene og selv checke eventuelle kendetegn, som er omtalt i bøgerne.

    Stereolupper er indgangen til en fascinerende verden, hvor små børster mellem øjnene på en spyflue pludselig kan fylde halvdelen af synsfeltet og være afgørende for fluens tilhørsforhold i systematikken. Prisen begynder normalt ved et par tusinde kroner, men er man til mærkevarer, kan man såmænd godt slippe 50 gange mere!

  • Insektsuger og glas
    En insektsuger og en mængde glas. Smådyr i felten skal suges! Hvis man begynder at gramse på edderkopper og lignende, går de i stykker. Derfor bruger man normalt en insektsuger, der i sin mest primitive form er to stykker slange, som er sat sammen med et filter i midten. Så suger man dyret op og puster det ud i et glas - ganske uskadt.

    Der findes også mere avancerede insektsugere, som har et glas indskudt mellem de to slanger, men den primitive model er suverænt mest handy. Den kan man have overalt - i hver en lomme, i bilen, i skufferne og i køkkenet… Never leave home without your insect sucker.


    insektsuger


  • Multi-tool
    Et multi-tool a la en Leatherman. Man ved aldrig, hvad man får brug for derude. Dette er nok det mest konventionelle bud på indholdet i naturhistorikerens rygsæk, men der kan være ting derude, der kræver en kniv, en sav eller en oplukker. Og det er væsentligt sjovere at grave med et redskab end med fingrene.

  • Mad og drikke
    En god termokande og andre livsfornødenheder. Hvad skal man gøre uden kaffe? Det går jo ikke, at man er ved at fryse til is på morgenobsen, så varm kaffe skal der til. Noget af det mest bitre er i øvrigt, hvis man må opgive dagens mission pga. sult.

    Det kan godt være, at man ikke har haft tid eller lyst til at smøre en madpakke, men en rulle hit-kiks kan redde enhver dag i felten, så dem skal man altid have liggende i bilen.

    madpakke



  • Lokkemad
    Nu bliver det avanceret, men er man seriøs, eller er man ikke? Mange insekter bruger lugtesansen til at finde føden, og hvis man vil se sådanne kræ, må de lokkes til. En klassiker er en koncentreret blanding af sukker og rødvin, som man altid bør have en liter eller to af i bilen. Det tiltrækker natsværmere og visse dagsommerfugle (samt hvepse) i hobetal.

    Skal man lokke den smukke iris-sommerfugl til, kan en kombination af sure sokker, hundelort og gammel ost anbefales. Det er ikke engang løgn - hannerne af iris går målrettet efter de mest ildelugtende substanser, for dem må der virkelig være mad og mineraler i!
  • Smartphone
    En smartphone, så man lige kan checke radarbilleder, vejrudsigt eller eventuelle naturobservationer i omegnen. Der er faktisk rigtig god fornuft i at checke radarbillederne, hvis man er ude i dårligt vejr, og hvis man virkelig håber på en opklaring, kan talrige kig på vejrudsigten hjælpe til at holde modet oppe - eller det modsatte!

    Ligeledes kan en telefon være uundværlig, når man skal orientere sig i forhold til, hvad andre har set. En eftermiddag i Skagen kan telefonerne bimle med SMS'er fra nær og fjern, så man knapt kan høre fuglene!

  • Net og ketjser
    Et slagnet, en vandketsjer og et sommerfuglenet. Net er obligatoriske, hvis man gerne vil have en masse dyr at kigge på. Slagnettet er et kraftigt bomuldsnet, som kan tåle at blive pisket igennem vegetationen. På en sommerdag kan der være tusinder af smådyr i efter blot få slag, og ungerne elsker det.

    Vandketsjeren er lige så effektiv under vand, men man skal huske en bakke med vand at slå den ud i. Vanddyr gør sig trods alt bedst i deres rette element! Endelig er et sommerfuglenet en fornøjelse, og ungerne synes altid, at det er sjovt at løbe rundt efter de vingede væsener.

    ketsjer


  • Adgang til en database
    Et brugernavn på fugleognatur.dk, så man kan spørge om hjælp til hvad som helst. En klassisk naturhistoriker synes ikke bare, at det hele er smukt og vidunderligt. Tingene skal have et navn derude, uanset om det er svampe, fugle, insekter, edderkopper, fisk eller planter.

    Dertil kan man altid få hjælp, især hvis man går ind på hjemmesiden fugleognatur, som er Danmarks suverænt største naturhjemmeside. Her holder eksperter i hobetal til - dag ud og dag ind. Der er ikke det, man ikke kan få svar på, og rigtig mange mennesker har her fået en aha-oplevelse og en ny naturinteresse forærende. Prøv det. Jeg gør det hele tiden, og jeg bliver konstant klogere! Og det er naturligvis gratis.
 

Send eller anbefal link

 

Epilog

7. nov. 2011 18:00

Det var det. Det endegyldigt sidste afsnit af Bidt af Naturen. Vi er kommet langt omkring og forhåbentligt har programmerne medvirket til at øge interessen for den mangfoldighed af arter, som Danmarks natur trods alt stadig rummer.

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > DR1 > Vores_Liv > Bidt af naturen

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.