X Factor-finale med publikums øjne
Jesper Kiby Denborg fra Nørrebro har vundet billetter til X Factor-finalen. Vi udstyrede ham med en mobiltelefon og en bærbar computer, og under showet rapporterede han løbende fra sin plads på publikumsrækkerne i Studie 5 i DR Byen.
Læs hans indlæg fra hele finaleaftenen her (nyeste indlæg ligger øverst)!
Kl. 22.17
Tak for at jeg måtte snige mig ind på jeres computerskærme. Det været en fornøjelse at berette fra X Factor-finalen. Go, go, go Martin. Og godt gået til alle andre.
Kl. 22.14
Så BLEV det Martin. Hold da kæft for en aften - der stikker stinker af svovl og fyrværkeri i hele studiet. Tillykke til Ørum. Og Henrik Qvortrup: Ikke noget med klapjagt på knægten - eller "grundig, journalistisk research", som du kalder det, når Jeppe Kofoeds veninde udsættes for klapjagt. Så er der ellers pailletter, glimmer og blomster for alle pengene. Folk er vilde, salen syder og bobler. Smukt, smukt, smukt!
Kl. 22.02
Det er lidt antiklimaks, hvis Martin vinder. Han har været favorit så længe. Men jeg synes altså, at han fortjener det.
Men sladderpresse: I må altså behandle ham ordentligt og lade være med at overvåge ham nat og dag. Han skal ikke ende som en ny Jon fra Popstars, der blev offer for bagsiden af medaljen, når berømmelsen ikke længere ender ud i plus.
Kl. 21.57
2-1 til Martin. Han er The 1 - han fik os i sin hule hånd. Hele salen koger - og det skyldes ikke KUN, at der 40 grader i studiet.
Kl. 21.51
The 1 - smukt nummer. Og der var gang i vindmaskinen i bedste Carola-stil. Er dommerne blevet lidt trætte? Jeg synes, energien manglede, da de skulle kommentere Laura.
Jesper i studie 5. Bemærk lige Lise Rønne i baggrunden!
Kl. 21.44
"Jeg er ikke intellektuel, men derfor kan man godt være genial". Blachman kører med klatten igen! Nu bliver det altså spændende, hvem der vinder. "Man vinder ikke sølv, man taber guld", sagde Anja Andersen engang, men uanset udfaldet er de begge stjerner.
Kl. 21.30
Så er dommernes vandglas fyldt op, og vi tæller langsomt ned til 2. akt. Flot show, men jeg forstår ikke heeelt hypen med X Factor. Melodi Grand Prix er sq da meget federe!!
Publikumsopvarmeren prøver at lære os at gynge yndefyldt fra side til side. Stay tuned og se om det lykkes!
Kl. 21.16
Så ska der tisses! Publikum er væltet ud for at tømme blærerne, mens TV-Avisen formentlig fortæller om død og ødelæggelse ude i den store verden. Hvor kan et stort, tjekket studie dog føles tomt og stille, når der er 30 minutters pause fra berømtheds-live-unplugged-transmissionen.
Kl. 21.01
Jeg savner sgu Vocaloca. De er ikke corny, Blachman. Smukt med et gensyn med de andre. Bye bye Bassemand og hej hej Heidi!
Kl. 20.53
1-1. Martin var bedst til første nummer, mens Lauras 'You Raise Me Up' tog flest kegler i anden omgang. Øv at der snart er pause!
Kl. 20.44
Kenneth Plummer kan nogle moves! Jo, den er go' nok. DR-bossen gemmer sig herude på sidelinjen, hvor han dansede og sang pænt med - jeg holder dog på Martin!
Kl. 20.39
Mr. Steady-cam og Mr. Fokus nærlæser manuskriptet - de er ved at være klar til næste runde!
Kl. 20.33
Hold da kæft. Vi ser netop nu de 1998, der ikke slap gennem nåleøjet - de havde ikke X-faktor (nok?). Jeg begynder at forstå, hvorfor det er Laura og Martin, vi ser på scenen.
Kl. 20.27
Vi er uenige her på sidelinjen. Jeg holder altså stadig på Martin, men naboen stemmer på Laura.
Imponerende at høre Blachman rose Laura så uforbeholdent - mon han ditcher sin erklærede favorit, Martin?
Kl. 20.16
Hold da kæft en stemme, der sidder i den knægt. Somebody to love... Right so! Men Lina Rafn har ret i, at han burde lære at danse. Og så engleblidt uskyldigt med de hvidtklædte korpiger M/K.
Det vildeste er dog de to kameramænd, der spæner rundt på scenen. Den ene med et 40 kg tungt steady-cam kamera spændt op på maven, mens den mere splejsede fyr render lige i hælene med en lille fokus-måler - eller hvad det hedder...
Kl. 20.06
Yes Sir! Så kører vi! Århus og Ørum er på skærmen. Martin og Laura ser ud til at være i hopla. Men hold kæft, hvor er de små, når man ikke ser dem via en kamera-linse.
Kl. 19.54
Peter Schmeichel er spottet, men han står helt ude langs gardinet, som om, han tilhører crewet. Nu kommer viste Remee sig et kort øjeblik - væk var han igen. Ellers tror jeg, at vip'erne er placeret i den modsatte side - jeg kan i hvert fald ikke se dem. Brian Mikkelsen og eks-prinsesse Alexandra skulle være her med mand og børn. Altså, Alexandra, ikke kultur-Brian.
Jesper og kæresten i kælderen under studiet.
Kl. 19.47
Publikumsopvarmeren prøver at gejle os op. Han mener, der er 2 mio. seere! Tag den, Varm på is! Jeg sidder med en bærbar pc. Desværre betyder det, at vi er desværre bænket helt ude i siden. Farvel "5 minutters berømmelse på live tv" - vi må nok nøjes med bloggen.
Kl. 19.41
Så er vi på plads i salen. Den er meget mindre, end man skulle tro. Der er omkring en milliard lamper i loftet - plus/minus et par stykker! Vandglassene til Remee, Blachman og Lina står klar, men endnu uden vand. Publikum er ved at finde deres pladser, mens musikerne øver. Der er dømt utålmodig ventetid!
Kl. 19.32
Deler saltstænger med to piger. Det er ligesom i svømmehallen - "Alle med grønne bånd skal op nu." Nu, nu blev det sørme også vores tur. Afsted!
Kl. 19.17
Charme, selvtillid og lækkert hår. Mange er gejlet op. Der er både bedstemødre og børnehavebørn. Semi-vip'erne er lige kaldt op. Vi andre skal fortsat vente i kælderen.
Kl. 19.02
Kom igen, DR Byen. Vi venter i kælderen. Snakken går lystigt, og køen bliver bare længere og længere. Men væggene er kedelige - dog pyntet med priser til Drengene fra Angora, Tæskeholdet og MGP-shows.
Jesper (tv.) er dr.dk/xfactors gæstereporter ved X Factor-finalen. Her er han lige ankommet til Dr Byen med sin kæreste.
Kl. 18.52
Så er vi ankommet. Det vrimler ind med mennesker, Den typiske gæst er 25 - desværre ingen kändisser endnu. Får en øl, mens vi venter. Skål, Danmark!
Kl. 14.21
I aften skal slaget stå mellem Martin og Laura. Jeg er en af de heldige, der har vundet billetter til finalen, og jeg har lovet at rapportere undervejs, som aftenen skrider frem - direkte fra salen.
Jeg bor på Nørrebro sammen med min kæreste. Han har været klistret til skærmen under X Factor hele vejen igennem, mens jeg har fulgt showet de sidste tre uger.
Kæresten har fødselsdag i dag, så invitationen var en bonusgave, jeg havde i ærmet til ham. Vi er ikke helt enige om, hvem der skal vinde. Jeg holder på Martin, mens han er en stor tilhænger af Laura. Vi glæder os til at se dem helt live - måske favoritterne skifter?