Er I der, Rådhuspladsen?
Mohamed-fans, Linda-fans og ABC-fans skreg om kap, da X Factor-koncerten på Rådhuspladsen gik i gang. Læs reportage fra begivenhedernes centrum.
En time før det store show løb af stablen, var der allerede flere tusinde mennesker samlet foran den gigantiske scene på Rådhuspladsen, og politiet anslog at ihvertfald 50.000 mennesker ville troppe op i løbet af aftenen.
Vejret var overskyet og pænt koldt, men folk holdt alligevel stemningen højt med høje hvin, når de fik et kort glimt af deltagerne bag scenen og på de opsatte storskærme.
"Alle er favoritter"
Blandt den store overvægt af børn og unge havde 58-årige Margit og Eskild fra Gørlev i Vestsjælland også fundet vej til Rådhuspladsen - de var egentlig i København i et andet ærinde, men besluttede at blive lidt længere for at få den store oplevelse med.
- Alle er favoritter, og alle burde vinde med det høje kvalitetsniveau, der er i år, siger Margit med et stort smil.
Stemningen var spændt og en lille smule utålmodig, ikke mindst hos teenagerne Nikolaj, Lucas og Niclas fra Isterød efterskole, der havde stået et par timer og ventet på koncerten. Her er det først og fremmest Alien Beat Club, der var favoritterne:
- Vi synes de er rigtig gode, fordi de startede som solister hver især, og er blevet samlet til en gruppe - og så tror vi, at de fyrer den helt af, sagde 16-årige Nikolaj.
"Helt uvirkeligt"
Da koncerten endelig gik i gang, ledsaget af kæmpemæssige brøl fra de begejstrede tilskuere, var der totalt fyldt - ikke bare på selve Rådshuspladsen, men også langt udover de brede veje der omkranser den, hvor publikum stimlede sammen for at se de store stjerner.
Bagefter var 15-årige Martine ikke i tvivl om hvordan koncerten havde været:
- Det var helt uvirkeligt at se dem stå deroppe. Det var meget bedre end at se dem i fjernsynet, for de sang rigtig rigtig godt, og det føltes som om, at de sang for én selv. Man kunne virkelig fornemme deres personlighed.
Sammen med hendes to veninder på 14 år, Signe og Mette, syntes de alle tre, at højdepunktet var, da alle finalisterne sang den afsluttende fællessang ’Fly Me to the Moon’.
Ondt i halsen af at skrige
Nanna Rasch og Christina, begge 15, var heller ikke i tvivl om, at det havde været en stor succes - de havde begge to helt ondt i halsen af at skrige efter deres idoler. Selvom de rigtig godt kunne lide alle deltagerne var Mohamed alligevel storfavoritten:
- Han styrer for vildt og han har helt sikkert x-factor. Han sang meget bedre live end han har gjort i fjernsynet og så danser han alt for godt.
Både Alien Beat Club og Linda fik også store roser med på vejen for deres præstationer og generelt var alle de adspurgte publikummer meget positive for aftenens show.
Pladsen var længe om at blive helt tømt på trods af kulden, for mange af de unge fans blev hængende i håbet om at få en autograf og et sidste glimt af Danmarks nye stjerner - hvem der vinder finalen på fredag er stadig uvist, men aftenens koncert viste ihvertfald at alle finalisterne har potentialet.