Drama om semifinalisternes sange
Der har været spænding til det sidste om sangene til X Factors semifinale.
Både deltagere og band har været på overarbejde, fordi Remee og Blachman i sidste øjeblik ændrede mening om de sange, som ABC og Sidsel skal synge i showet.
- Vi var rigtig meget i krise i mandags, fordi Remee mandag aften kl. 11 besluttede sig for at den Sanne Salomonsen-sang, vi oprindelig havde valgt, slet ikke fungerede. Han synes, der manglede et eller andet. Så som sædvanlig formåede chefen at skabe totalt drama omkring det hele, griner Patricia, da dr.dk/xfactor møder hende og resten af ABC onsdag eftermiddag i DR Byen.
Ny sang til Sidsel
Også Sidsel fik en ny sang i sidste øjeblik.
- Vi har længe talt om Molokos 'The Time Is Now', og det er et super fedt nummer, men måske fandt vi bare det andet mere interessant.
Med "det andet" hentyder Sidsel til Suzanne Vegas 'Tom's Diner', som hun nu skal synge.
- Det er et interessant nummer. Det har den smukkeste lyrik. En meget smuk historie med mange analytiske aspekter i. Det er en super fed sang.
Da Mohamed legede superstjerne
Mohamed får endelig lov til at synge en Michael Jackson-sang i semifinalen, nemlig 'Dirty Diana' fra 'Bad'-albummet. Og det er noget, han har glædet sig meget til.
- Jeg har altid været helt vild med Michael Jackson og specielt den her sang. Jeg kan huske, at jeg altid stod på mit værelse, da jeg legede superstjerne, og sang den sang. Så jeg synes, det er vigtigt, at jeg får sunget noget Michael Jackson. Og specielt den her sang.
Skilsmisse hjælper Linda med at fortolke Sanne-sang
Linda skal synge Sanne Salomonsen-klassikeren 'Hvis du forstod', og Sanne har givet den færøske diva dét råd at bruge sig selv og sine egen oplevelser, når hun fortolker sangen.
- Jeg bliver nødt til at gå tilbage til en følelse, hvor man er blevet forladt. Hvor man troede, at alt var paradis, men det var åbenbart koldt som is. Lige nu er det, der er tættest på, min skilsmisse, fortæller Linda.
- Jeg er helt klart kommet videre, men jeg kan gå tilbage og bruge det, for det er jo en del af mig. Jeg har været der, men jeg er der ikke mere. Så jeg vil gå tilbage for en stund for at finde ud af, hvordan det var, og så putte det ind i sangen.
Her på siden kan du se videointerviews med de fire semifinalister, hvor de fortæller om de sange, de skal synge i ugens X Factor. Og husk også at følge med, når DR1 sender den spændende semifinale fredag aften kl. 20!