Lise Rønne: X Factor er som et højskoleophold
29. dec. 2008 13.49
"Første sæson var banebrydende, og det skal denne her sæson også være på en ny måde." Sådan siger Lise Rønne, der er tilbage som vært på X Factor.
Dr.dk/xfactor har mødt hende.
X Factor lagde gaderne øde sidste forår. Hvad tror du er forklaringen på X Factors enorme popularitet?
- X Factor er et helt fantastisk underholdningsprogram med en masse på hjerte. Der er humor og kant og menneskelighed, men først og fremmest handler programmet - takket være dommerne - om musik og kvalitet, og derfor er det langtidsholdbart.
Hvad var din egen største oplevelse i 1. sæson af X Factor?
- X Factor føltes på mange måder som et højskoleophold, og stemningen var magisk hele vejen igennem - men skal jeg pege på een oplevelse, bliver det fra finaleshowet, hvor nogle af de tidligere audition-deltagere fyrede den af og allesammen syntes, det var godt at være tilbage. Det var så fint.
Hvad glæder du dig allermest til i den nye sæson?
- Jeg glæder mig til at være med til at skabe noget nyt igen. X Factors første sæson var banebrydende, og det skal denne her sæson også være på en ny måde. Jeg tror på, at det lykkes.
Der var 5 gange så mange tilmeldte til auditions i den nye sæson X Factor, som der var for et år siden. Er du overrasket over den kæmpe interesse for at være med i programmet?
- Egentlig ikke: første sæson viste, at programmet tog musik seriøst og bl.a. derfor var en succes. Så nej, ikke overrasket, men helt sikkert rørt.
"Jeg har kun noget på, som jeg selv synes er fedt, men uden hjælp ville jeg sandsynligvis ende i jeans og sneakers."
Lise Rønne
Tror du, der kommer en ny Martin ud af den nye sæson - eller bliver det noget helt andet?
- Der er kun een Martin, og vi kommer ikke til at se nogen, der kommer op på siden af lige præcis det, han kan. Men jeg er sikker på, at vi kommer til at opleve talenter, som er helt lige så fantastiske, bare på en anden måde.
Lina, Remee og Blachman er alle sammen tilbage i den nye sæson. Hvad betyder det for programmet, at det netop er de 3 personligheder, som er dommere/coaches?
- De kunne ikke være bedre castet til programmet, og jeg er så glad for, at de alle tre er med igen i år. Udover at have hver deres ret fantastiske personlighed, så er de med af de rigtige grunde - nemlig fordi de brænder for musik og ønsker at skabe noget nyt
Når du ikke er vært på X Factor, er du redaktør og vært på Aftenshowet. Er X Factor-jobbet meget anderledes end det på Aftenshowet?
- Hmm, det åbenlyse svar må være, at jeg ikke har megahøje stilletter og kunstige øjenvipper på i Aftenshowet. Samtidig har de to programmer det tilfælles, at de handler om folk, der har noget på hjerte. Jeg føler mig top priviligeret at få lov at lave begge ting.
Hvordan ser en typisk dag ud for dig, når du er på optagelse til audition-programmerne?
- Den er først og fremmest lang! Det er jo kun en brøkdel, vi får at se i fjernsynet - i virkeligheden snakker jeg med riiimelig mange mennesker ved den dér auditiondør. Men det er nogle fede dage - alle følelser sidder uden på tøjet af os allesammen.
I første sæson fik vi mange spørgsmål fra seerne om dit tøj og dine smykker.
Hvordan vælger du, hvad du skal have på? Har du en stylist med på råd?
- Totalt jeg har en stylist med da! Vi tager sammen ud og shopper, og hun foreslår en masse ting, som jeg aldrig selv ville have opdaget kunne være flot. Jeg har kun noget på, som jeg selv synes er fedt, men uden hjælp ville jeg sandsynligvis ende i jeans og sneakers.