Sidsel: - Jeg burde egentlig øve ABBA
Dr.dk/xfactor har bedt Sidsel skrive dagbog på nettet i denne uge. Læs hvordan hun oplevede fredagens X Factor-show, og hvordan hun forbereder sig til næste runde. Der kommer løbende nye indlæg!
FREDAG 27. FEBRUAR
ADVARSEL: Nedstående tekst kan indeholde irriterende indhold.
Prolog
Jeg har tanker og tandbørste på mig, som jeg med boblende skridt gør min entre i DR Byen. Mit blik er forinden som altid rettet mod den store blå bygning, det nye koncerthus. Det dufter langt væk af drømme, interessante instrumenter og intensitet. Jeg er fyldt op ad respekt og beundring.
Rutinen føles hjemmevant og tryg: De giver mig det hvide plastikkort, jeg smider det ned i plasticposen (velvidende om at jeg, seriøst, vil glemme at aflevere det tilbage senere) og tygger tabloid-tyggegummi, som mit blik kort gransker en avisoverskrift.
Min presseansvarlige henter mig med til FREDAGSBAREN, hvor jeg giver et kort interview og fyldes med varm (fantastisk) kakao, så jeg må smide partisaner-tørklædet, der strammer om min hals. Det er egentlig min pianists, men jeg overtog det tilfældigt engang, og jeg tror sgu det er intet mindre end venskabet selv, der negler sig fast til min krop som et behageligt klistermærke.
Well, well, så kører det sgu! Vandet glinser og der er som altid rundvisning. Jeg små-SMS'er og taler musik med min ansvarshavende. Han er cool. Han bevogter mig ikke. Det er de alle sammen. Ingen bevogter mig. De passer på mig, jeg føler mig taget af og passet på.
Studie 5
Der sker meget omkring studie 5, jeg nyder lyden af bandet - de spiller virkelig tight, men hvor må de dog være smadrede efter alt den øvning. I anledning af Motown-temaet har man fået fat på tre dygtige blæsere, jeg føler mig helt smigret ved dette, lytter til Lucas og føler mig dybt beæret over at kende en så interessant ung sanger.
Fordele og Ulemper
Det bedste og værste ved X Factor er det sociale.
Musik har for mig aldrig været i samme genre som markedsøkonomi, ment således, at vi hér ikke taler konkurrence, men snarere et fantastisk fællesskab. Jeg forstår reality-programmer, og jeg forstår X Factor-konceptet. Jeg forstår også pressen (lidt), og jeg forstår SMS-stemmer. Suk.
Det gør godt at mødes med de andre, grine, tale og spise, men det gør saftsusme også ondt, når 2. del af fredagens udskejelser sættes på skinner, og stemningen stiger til noget nervepirrende i studiet. Det er genialt tænkt af Linda, at vi alle BARE bliver de næste uger og så synger for fuld skrue - UDEN at nogen ryger hjem.
Deltagerne
Jeg vil tale med dem alle sammen og nyde dagen, inden den smutter og lader os stå tilbage med indbegrebet AF selve øjeblikket, hvilende i håndfladen, kogende på tungen, intetsigende, altmuligt-tænkende.
Band-baglandet og mit bryst, der banker: Efter showet taler jeg med et par af drengene fra bandet. Jeg er super træt, de varmer mig elektronisk. Vi skal øve mandag, og København glitrer, men slår aldrig helt provinsen.
Kategorisk støtte
Inden og efter liveshow går jeg små ture med Mohamed, vi støtter hinanden og taler roligt og trygt.
Opstemte. Resultatet er interessant og irrelevant. Vi var der, vi gjorde det, det er stort. Jeg er stolt og rørt over mine meddeltagere, de er simpelthen fantastiske.
Farezonen er fiktion
Jeg troede, jeg røg i farezonen, men det var okay, for i morgen vil mine øjne klistre sammen af sminken, og jeg vil være vel og glæde mig til de næste mange fredage i selskab af stjerner på scenen. Som jeg hang ud med, kom til at holde meget af. Jeg tror dén er evigt nærværende.
Vinderen af X Factor
I mit hjerte har alle deltagende i hele X Factor vundet. For hvis X Factor er det uvurderlige, interessante og unikke, bør hele menneskeheden modtage en pladekontrakt.
Fortsættelse følger...