preload loader

--:--:--

De vinder X Factor hvert år

05. mar. 2010 13.32 X Factor

Hver eneste fredag aften, når X Factor live shows kører over skærmen, nyder vi deltagernes talenter og ikke mindst musikken. Og præcis på denne front er der en stor årsag til, at alt fungerer og endnu vigtigere, at det lyder fantastisk. Der gemmer sig nemlig nogle andre kæmpe talenter, et andet sted i studiet - The X Orchestra.

Dr.dk/xfactor tog en tur forbi GL Musics studie, og mødte Kim og Daniel fra bandet, der som de eneste får lov at vende tilbage til X Factor-scenen, år efter år.

For 3. år i streg
Det danske musikproduktions- og sangskrivningsselskab GL Music, har igen i år fået æren af at tilrettelægge musikken til X Factor. Det er de fire herrer Lasse Lindorff, Kim Enk Zorde, Svend Gudiksen og Daniel Fält der står bag selskabet og dermed også arbejdet med musikken til X Factor. Kim og Daniel har oven i købet også fornøjelsen af, fredag efter fredag, at være med live fra DR Byen, bag henholdsvis guitaren og keyboardet. Og de har gjort det godt. Så godt at det nu er 3. år i streg at de har fået den store opgave, at spille live fra studiet foran næsten 2 millioner seere, i et Danmarks mest populære tv-programmer.
Erfaringen og talentet kommer da heller ikke ud af ingenting. Når GL Music ikke tager sig af X Factor, skriver og producerer de hits for både internationale og udenlandske artister. Listen er lang og imponerende, og tæller blandt andet Lis Sørensen, Sanne Salomonsen, Anna David, Johnny Deluxe, forskellige engelske boybands, japanske artister, ja - you name it.

The X Orchestra
Tue West, Nik og Jay, Ida Corr. Ja - listen fortsætter når man taler om resten af orkesteret. De resterende bandmedlemmer er nemlig håndplukket blandt Danmarks bedste musikere, der alle er hjemmevante på de store scener, som musikere for nogle af de største kunstnere vi har herhjemme. Og Kim er ikke i tvivl om deres kvaliteter:

- Socialt er det et sindssygt godt sammentømret band. Vi har det virkelig, virkelig godt sammen, og det tror jeg også godt man kan mærke. Det er fint at folk er dygtige og talentfulde, og det er de virkelig, men de sociale kundskaber betyder også enormt meget, for spilleglæden og for stemningen i studiet. 

En dag med bandet
Det ser så nemt ud fra seernes synspunkt. Det er fredag aften, klokken er 20, showet starter, musikken spiller og deltagerne imponerer de mange seere. Men forud for dette ligger timevis af forberedelser, ikke mindst for orkesteret. Daniel forklarer:

- Der er rigtig meget arbejde inden vi kommer i DR Byen. Vi skal klippe numrene ned til den rigtige tv-længde så showet ikke bliver for langt. Vi skal lave et såkaldt øvetrack til artisterne, så de kan øve sig i ugen op til showet. Vi skal sørge for at tonearterne er på plads, osv. osv. Så laver vi også altid det der hedder et backingtrack med click. Det skal bruges fordi kameraer og lys osv., styres med noget der hedder Midi. Det betyder egentlig bare, at vi laver en version af hver sang som tv-produktionen bruger til at programmere deres kameraklip efter, så alle klip passer med rytmen i sangene.

- Torsdag morgen møder vi ind i studiet, og øver 2 timer på alle de numre vi skal spille. Der er ret meget pres på om morgenen, og der er rigtig meget der skal læres, så folk tjekker deres roller ud hjemmefra, og så mødes vi ellers og spiller, og ser om det fungerer. Derefter kommer dommerne med deres deltagere, og så har de ca. en halv time hver til at øve, og tjekke om musikken lyder ordentligt. Det er ikke altid at det sidder lige skabet der, men efter prøverne fredag morgen og eftermiddag, hvor vi får lov at spille numrene igen, så lyder det pissegodt om aftenen. Men det går sindssygt hurtigt, og ens "CPU" er lidt presset engang i mellem. Specielt fordi dommerne om eftermiddagen, tit finder på at komme med inputs og ændringer til vores arrangementer. Fredag aften øver vi det så igennem med kameraer på til generalprøven, så vi ender med at spille hvert nummer en 6-7 gange. Det er måske ikke så meget, men det ender jo altid med at være godt.

Sindssygt godt fjernsyn
Alle mand fra orkesteret har taget den traditionelle vej ind i branchen, og er blevet professionelle på "den hårde måde". Det betyder dog ikke at de ser ned på X Factor konceptet, snarere tværtimod:

- Jeg har meget respekt for formatet X Factor og for tanken bag, og det er super fedt for os at blive associeret med det. Det er nemlig et virkeligt stærkt brand. Når vores partner Lasse er i L.A. eller London, og han nævner brandet, så åbner det automatisk nogle døre. X Factor er sindssygt godt fjernsyn, og det er jo ensbetydende med kvalitet, og at man kan sit håndværk. Det har altid været en kamp for os at få fat i pladeselskaber, men nu er det faktisk dem der kommer til os. Og det har vi knoklet for i rigtig mange år, forklarer Kim, om en fordelene ved at deltage i det store show.

I underholdningsværdiens favør
Både Daniel og Kim har været med fra starten af X Factors danske historie, og har fulgt alle deltagerne fra start til slut. Derfor ved de hvad de taler om, når snakken falder på årets deltagere og deres talent. Kim fortæller:

- Niveauet hos deltagerne er virkelig, virkelig højt. Jeg synes fandeme de er gode i år. Alle 3 år har der været nogle iblandt der har været rigtig gode, men jeg synes faktisk at de alle er virkelig dygtige i år. Det eneste de egentlig mangler for at være helt i top, er, at de skal være mere hele artister. De skal udvikle deres evne til at brænde igennem på scenen og på fjernsynet. Det er rigtig fint at man synger godt, men det er ikke det allervigtigste. De jobs der er at få som musiker, kræver jo 60/40 i underholdningsværdiens favør. Det er sindssygt vigtigt at man kan få folk med og få dem til at føle at de har en fest. Det er en kæmpe del af det. 

Wow - du er i X Factor
X Factor er en stor mulighed for at blive eksponeret i stor stil. Og det gælder ikke kun deltagerne. Som musiker i showet, følger der nemlig også en del opmærksomhed med, da X Factor er et show de fleste, ligesom Kim, har en holdning omkring

- Jeg kan slet ikke forstå, at for eksempel nogle konservatoriestuderende ser ned på X Factor. Der er så mange af netop dem der gerne vil ind i det poppede segment, og det her er jo et kæmpe springbræt. Det er den vildeste mulighed for at komme derhen hvor man vil, rigtig hurtigt. Men man må også huske at skelne i mellem tingene. Folk kommer tit til mig og siger: "wow - det går jo pissegodt for dig, du er i X Factor!". Men det har jo gået godt for mig rigtig længe. Det har måske bare ikke været så synligt som det er når jeg er med i X Factor. Og sådan er det jo. At være på skærmen og blive vist frem er én form for succes, og at være succesfuld sangskriver eller undergrundsmusiker er en anden ting. Men de er sgu lige meget værd.

Følg Daniel, Kim og resten af The X Orchestra, hver fredag kl. 20 på DR1.

 

Send eller anbefal link

The X Orchestra

Bandet består af:

Kim Enk Zorde: Guitar
Mads Løkkegaard: guitar
Daniel Fält: Keyboard
Mikael Nordmark: Keyboard
Jesper Thomsen: Trommer
Oliver McEwan: Bas
Marianne Lewandowski: Percussion og kor

 

 

The X Orchestra

Klik på et billede

For at se et billede i fuld størrelse skal du blot klikke på det. Klik på billedet igen og du får denne oversigt frem igen.

Line fra sidste år: Vil til koncert med Jonas og Amanda

12. feb. 2013 16:00

Pladeaktuelle Line, der blev nr. 2 i X Factor 2012, er imponeret over niveauet i årets udgave af konkurrencen.

 

VIDEO: Blachman beroliger - Jeg stjæler ikke Chresten

12. feb. 2013 10:00

Blachman er vild med det vestjyske naturtalent, men har rigeligt at se til med sine egen finalister.

 

Ida et år efter sejren: Nu kommer den fedeste plade i hele verden

11. feb. 2013 21:29

Vi har ikke hørt meget til sidste års X Factor-vinder siden sejren, men det er fordi hun har arbejdet intensivt med sit debutalbum, der kommer til foråret.

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > DR1 > X Factor > Artikler > 2010

X Factor is a trademark of FremantleMedia Ltd & Simco Ltd. Licensed by FremantleMedia Enterprises. www.fremantlemedia.com

© Copyright DR 2013. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.