Taberne var stolte og tilfredse
27. mar. 2010 23.49 Dr.dk/xfactor mødte efter det store brag i Parken tre meget trætte og alligevel tilfredse tabere.
Jesper var den først, der røg ud i finalen i aften, men han var meget stolt og glad over sin præstation. Et af højdepunkterne i Parken var selvfølgelig mødet med idolerne fra Dúné:
'Det er noget af det vildetste, jeg nogensiden har oplevet - Et match made in heaven' sagde han efter finalen og tilføjede, at han da godt kunne tænke sig at være medlem nr. 8 i den populære gruppe.
Tine var også meget tilfreds og glad efter finalen, som blev lidt længere for hendes vedkommende:
'Jeg havde ingen forventninger om, hvilken plads jeg ville få. Det skulle bare være en fest og det blev det', sagde Tine inden hun blev afbrudt at en fotograf, der mente at hun helt sikkert skulle have vundet.
Remee tog sejren i sæson 1 med Martin og havde de bedste odds for at vinde finalen, men det gik ikke. Det tog han nu helt roligt og svarede med et grin:
'Så længe jeg har vundet over Soulschok'.
Remee, som i øvrigt var dommer for sidste gang i aften, var faktisk ganske stolt over pladserne 2,3 og 5 og han var nok klar over, at Jesper var finalepotentiale, men han indrømmede også, at det ikke ville blive 'en tur i parken' - som det så faktisk blev.
Tine var han ved at sende hjem inden det blev rigtig sjovt og da vi spurgte ham om, han var glad for at beholde hende i varmen, svarede han: 'Mon ikke'.
Og mon ikke man også skulle sige pænt tak til Remee for en stor indsats i de tre år, det varede. Pænt tak, Remee.