Grupperne: - Det bliver ikke os, der ryger ud!
10. feb. 2010 13.54
Opdat.: 12. feb. 2010 08.58Første år var det ekskæresterne Søren & Anne, der blev stemt ud. Andet år var det troen Tårnhøj, der fik kniven. Det er nærmest en tradition i X Factor, at det er en gruppe, som først ryger ud, når vi når til live shows. Men sådan går det ikke i år. I hvert fald ikke, hvis det er op til de tre grupper selv.
- Nej, det gør det ikke! Det bliver ikke os. Vi holder ud, lyder det fra countrypigerne i The Fireflies, da dr.dk/xfactors møder dem og de andre to grupper inden det store show fredag aften.
Rap-tøserne fra 8210 er enige:
- Det bliver det ikke i år! Vi håber selvfølgelig, at det er grupperne, der bliver tilbage, siger de.
- Det er jo en konkurrence, og alle folk er dygtige. Vi kan kun sige, hvad vi selv håber og ønsker, og vi håber at ryge videre. Så er det op til os selv - hvordan vi præsterer - og til publikum - hvordan de modtager det. Og vi skal nok give den gas, siger drengene fra In-Joy.
8210: Hvad skete der lige der?!
Det har overrasket mange, at Soulshock valgte at sende 8210 videre. Nu satser de fire Århus V.-piger på at overraske seerne.
- På en måde er det godt, vi har kokset så meget allerede, for så får folk en overraskelse, når vi kommer på scenen. Det er det, vi går efter, siger Fatou fra gruppen.
- Vi vil gerne have, at folk skal tænke: Er det dem, vi har set de sidste fredage? Hvad skete der lige der?!, lyder det fra Sara.
Pigerne har udnyttet tiden, siden audition- og bootcamp-programmerne blev optaget i november og december, til at øve og lære hinanden bedre at kende.
- En gruppe skal jo kende hinanden ind og ud. Både sang-, danse- og performance-mæssigt. Så det er det, vi har brugt vores tid på - at lære hinanden bedre at kende. For så er der ingen fejl, siger Fatou, der sammen med resten af gruppen håber på, at de kan få seerne til at "bounce" hjemme i sofaen fredag aften, når de optræder med deres egen udgave af Ke$ha-hittet 'Tik Tok'.
The Fireflies: Vi har de sejeste støvler
Countrytrioen The Fireflies vil vise, at der er gang i dem, når de optræder med Shania Twains 'You're Still The One'.
- Vi vil vise, at vi ikke er kedelige, at vi også kan noget med lidt gang i, siger Mathilde.
- Det er jo en cross-over country-klassiker. Vi kunne den alle sammen i forvejen, det er en af vores yndlingssange, siger Julia.
Gruppen håber, at nummeret vil give seerne lyst til at se meget mere til de tre musikalske ildfluer.
- Seerne skal stemme på os, fordi vi har de sejeste støvler, de flotteste kjoler og de fedeste fletninger, opfordringen fra Julie. Henriette konkluderer:
- Vi har hele molevitten!
In-Joy: Danmarks første, rigtig fede boyband
Boybandet In-Joy skal synge Jay Seans gennembrudshit 'Down'.
- I aften skal vi synge et Voice-hit. Et pop-r'n'b-nummer, som er blevet rigtig stort, siger Nabil.
- Vi synes, det har nogle fede egenskaber. Der er gang i den, og man kan lave en masse fedt med det. Og vi har lavet noget fedt med det, synes vi, siger Jannick.
Drengene erkender, at der nok vil være nogle flere nerver på, når de nu skal optræde live for næsten to mio. seere.
- Selvfølgelig er der det. Men vi ser frem til at give den gas og fyre den af inde på scenen. Det bliver spændende. Og det var fedt til lydprøven, skal jeg lige hilse og sige. Det var en oplevelse, siger Kevin.
Esbjørn er klar med en slagstale for, hvorfor det i hvert fald ikke er In-Joy, der skal have sparket af seerne i aften.
- In-Joy er det første, rigtig fede boyband, der er kommet ud af Danmark. Det bliver fedt. Og I kommer til at se alt det, vi kan. Vi kan forskellige genrer, det er ikke bare boyband-genren!
Oplev de tre grupper og resten af finalisterne i X Factors første live show fredag kl. 20 på DR1.