Jesper: - Det bli'r den største oplevelse i mit liv
- Heroppe kommer man ind, der står "Port". Og så ned til trapperne her, de skulle være meget meget brede. Her nede har man dommerbordet.
Jesper peger ivrigt på en plantegning over scenen i Parken, hvor han på lørdag skal optræde for over 35.000 publikummer og et par millioner tv-seere i X Factor-finalen.
- Jeg tror, det bliver største oplevelse i mit liv, siger det 15-årige sangtalent forventningsfuldt.
- Jeg har været derinde til koncerter og fodbold og hele molevitten. Det er lidt mærkeligt at tænke på, at man selv skal stå på den store scene.
Rockklassiker og vinderhit
Jesper har selv været med til at vælge den sang, som han håber kan sikre ham sejren i X Factor 2010 - nemlig rockklassikeren 'Born To Be Wild' med Steppenwolf.
- Vi følte, at det bare var det rigtige at lave i Parken. Der var så meget kreativt, vi kunne lave med det. Så det skulle bare være det, siger Jesper om det overraskende sangvalg.
Hvis Jesper bliver én af de to, der får flest stemmer i finalen, så skal han også synge vindernummeret 'My Dream'.
- De har gjort et rigtig, rigtig godt arbejde, siger Jesper om de tre dommere Remee, Soulshock og Pernille Rosendahl, som sammen har skrevet og produceret nummeret.
- Jeg ville ønske det, det var min første single. Det håber jeg, det bliver. Det er et rigtig, rigtig fedt nummer. Det er noget af en første single.
Se hele videointerviewet med Jesper her på siden. Oplev X Factor-finalen live fra Parken lørdag 27. marts fra kl. 19.30 på DR1.