Signe: - Ikke noget pis med de nye dommere
09. feb. 2010 12.12Der er hektisk aktivitet i DR Byen. De ni finalister er for første gang samlet og skal styles og have taget pressebilleder, forud for de store live shows, som starter på fredag.
- Der er godt gang i den med folk overalt. Deltagerne er mega spændte. Jeg mødte nogle af pigerne, der skal være med, og de var sådan helt: "Det jeg næsten glæder mig mest til er at prøve at blive stylet!" Så de sad bare derude og fik pudderkvaster og det hele i hovedet. Det var skønt, siger X factor-værten Signe Muusmann til dr.dk/xfactors reporter.
Renset for krukkeri
Signe er ikke det eneste nye ansigt på denne tredje sæson af X Factor. Også Pernille Rosendahl og Soulshock er med for første gang som dommere, og hun glæder sig over, hvor dygtige, de er - og nemme at arbejde samme med.
- Det er ligesom mere rent det hele. Der er kvalitet og coolness over det hele. Man har dyb respekt for dem, de er professionelle og tjekkede, og så er de helt nede på jorden, siger hun.
- Sådan nogle som Soulshock, som har boet i LA, kommer altid hjem og har lidt svært ved at tale dansk, men det har han overhovedet ikke. Han taler bare nordjysk og er nede på jorden, og der er ikke noget pis. Jeg tror, vi er renset for krukkeri på det her hold. Det er meget fedt!
"Jeg glæder mig som et lille barn"
Signe ser nu frem til endelig at komme i gang med de store live shows.
- Jeg håber, det bliver en fest. Jeg glæder mig helt vildt. Jeg har selv nerver på, men prøv at tænk at være en af deltagerne! At skulle ind for hele Danmark og synge sit hjerteblod ud, det man allerhelst vil, stylet op, i stiletter måske for første gang - nøj, siger hun.
- Jeg glæder mig bare som et lille barn, til det går i gang!
Se videointerviewet med Signe Muusmann her på siden. Se X factors allerførste live show fredag kl. 20 på DR1.