Robbie: - Jeg er lidt bange for Sarah
25. mar. 2011 17.37 - Jeg er lidt bange for en af deltagerne. Hende den lille lyshårede skræmmer mig. Og hun er jo kun 16 år ikke? Hun er en ilter type.
Sådan sagde Robbie Williams fra Take That, da de fem populære comeback-kids fra England holdt et 17 minutters langt pressemøde i Parken sent fredag eftermiddag.
Og så tænker du måske, at det ikke var pænt sagt, men det virkede bestemt til at være ros fra den populære sanger.
Som i "Mænd der hader kvinder"
Hun ligner - Jeg kan godt lide den blonde pige, men hun ligner en, der kunne være med i filmen "Mænd, der hader kvinder", sagde Robbie Williams om X Factor-finalist Sarah.
Men hun var ikke den eneste deltager, der fik ros af de fem mænd.
- Jeg har ikke hørt dem synge nok endnu til at bedømme, hvor gode de er, men de er søde mennesker alle sammen, sagde Robbie Williams.
- Vi har rejst rundt og oplevet X Factor mange steder, og jeg synes, at de danske deltagere klarer sig godt. Det må være en fantastisk aften for dem, og vi ønsker dem alt godt, sagde Gary Barlow.
Ved hvordan deltagerne føler
I det hele taget var Take That begejstrede for at være med i det danske show - igen. For to år siden var Gary, Howard, Mark og Jason jo også forbi Studie 5 i DR Byen for at synge ved finalen, dengang Linda Andrews vandt.
- Selvom vi ikke var med i et tv-show som dette dengang for 20 år siden, så ved vi lidt, hvad de går igennem, sagde Gary Barlow, der blev sat sammen med de andre Take That-gutter af en manager.
Selvom pressen flokkedes om Take That, så var der denne gang ingen tvivl om, hvem der var mest populær af de fem - nemlig den tilbagevendte Robbie Williams. Han var som den eneste gemt bag et par klassiske popstjerne-solbriller og var den eneste af de fem briter, som journalisterne stillede spørgsmål direkte til.
Se hvad journalisterne fik ud af det - og hør hvorfor Robbie ikke har i sinde at strippe denne gang. Hele interviewet ligger øverst på denne artikel.