JR: - Vi skammer os ikke over at være sendt hjem
Jakob og Rudi, alias JR, blev sendt hjem af deres egen mentor Pernille Rosendahl i fredagens tredje liveshow. Og de ellers så positive drenge måtte erkende at de havde det ret dårligt med at være færdige i X factor.
- Men folk har støttet os, og vi skammer os ikke over at være sendt hjem i tredje liveshow.
At det var Pernille der måtte sende dem hjem da hun valgte Rikke og Trine frem for JR, har de to drenge det ikke så skidt med.
- Det var virkelig træls for Pernille og det var synd hun skulle vælge mellem sine to grupper.
Og hvad skal Jakob og Rudi nu?
- Vi er stadig unge, og we got a long way, så vi skal hjem og øve og lave vores egen musik.
Pernille: En træls situation
Pernille var holdt op med at græde, men var stadig meget ærgelig over at hun skulle sige farvel til JR:
- Det er en træls situation at stå der med to af sine egne. Det er jo ligesom filmen 'Sophies Choice'. Nu skal drengene bare have lov til at være kede af det, og lægge afstand. Og så skal de kigge på det positive, og vide at der er en vej hvis man har mod på det.
Rikke og Trine er nu Pernilles eneste kort fremover, og hvilken strategi skal der lægges for tvillingerne nu?
- Vi skal lægge afstand til de andre. Rikke og Trine er unikke og der er ingen ligesom dem. Nu skal vi gå til ekstremerne.