Pernille Rosendahl: Ida er bare så speciel
23. mar. 2012 23.24Pernille Rosendahl var aftenens helt store vinder. Hendes ene finalist Ida vandt det hele, og den anden, Line, kom på en flot andenplads. Men hos Pernille er der ingen favoritter - alle er stjerner.
- Jeg har haft det sådan med alle mine tre, at jeg har ønsket for dem, at de kom derhen, hvor de gerne ville. Men jeg er da mega stolt af dem begge to, siger Pernille til dr.dk/xfactor lige efter fredagens finale.
Ida imponerede alle dommerne lige fra første gang, de så hende til audition. Og hendes mentor Pernille har sit eget bud på, hvorfor Ida løb med sejren.
- Man har lyst til inde i øret at høre hende. Hun er jo bare den mest sindssygt dygtige sanger. Hun er bare så speciel, siger Pernille Rosendahl.
Hende der er der krummer i
Ida fik muligheden for at optræde med sin vindersingle 'I Can Be', som hun selv har været med til at skrive. Forude venter et album, og Pernille glæder sig allerede. Men hun afslører også, at hun ikke regner med at være med til at lave den.
- Det bliver en Ida-plade. Og den bliver mega sej og blæret, som hun er, siger den glade vinderdommer.
Hendes anden finalist Line løb med andenpladsen, og også hun fik BOXEN til at gynge med sin nye single 'Efter Dig'. Pernille Rosendahl har haft stort tiltro til den smilende Skagens-diva Line lige fra start.
- Jeg kunne se Line havde det, det allerførste gang jeg så hende- hende der er der krummer i. Jeg er så stolt over, at se hende stå der og shine med sit eget nummer. Den skal jeg hjem og købe på iTunes, siger en glad Pernille Rosendahl.
Se video-interviewet med Pernille her.