Det så du ikke i tv: Finalisterne i vildt adrenalinsus backstage
25. mar. 2012 16.21- Der er SÅ mange, skriger Line og klapper i hænderne. Vi befinder os lige bag scenen i BOXEN i Herning, og den 15-årige skolepige har lige stået foran de 16.000 publikummer for første gang.
- Det er fantastisk. Jeg synes virkelig, det er vildt. Der er virkelig, virkelig mange. Og der var ild og alt muligt, jubler hun.
- Den her aften har vi ventet på i et halvt år. Nu er den her!
Ida med armene over hovedet
Som det eneste medie har dr.dk/xfactor backstage-adgang under finalen, og her er luften tyk af adrenalin og spænding fra de tre finalister, der for første gang i deres unge liv optræder for så mange mennesker på den samme scene, som stjerner som Lady Gaga, Rihanna og Justin Bieber har betrådt.
- Det var så vildt. Jeg er så glad. Man får sådan et adrenalinsus af at stå der. Man har lyst til at stå sådan her hele tiden, siger Ida og løfter armene over hovedet.
- Den her stemning er ikke til at lade være med at blive grebet af. Det er så dejligt at være her, fortsætter den 17-årige gymnasieelev, der senere på aftenen løber med sejren.
Sveinur med blå knæ
31-årige Sveinur, der til hverdag er jord- og betonarbejder, er også helt euforisk, efter han har levert sit første nummer. Selvom han faktisk slog sig ret meget, da han kastede sig ned på knæ på catwalken.
- Jeg har nogle puder på knæene. Men den ene røg lidt op, så jeg landede direkte på bukser og knæ - der er blå mærker i morgen. Men det er fint - det er rock'n'roll!
Se backstage-videoerne med Line, Ida og Sveinur her på siden.