Se dommernes små ritualer inden finalen
23. mar. 2012 19.38De tre dommere Pernille Rosendahl, Cutfather og Thomas Blachman har hver især forskellige måder at slappe af og finde den helt rigtige energi, inden finaleshowet går løs i BOXEN i aften. Dr.dk/xfactor fandt Pernille Rosendahl i sin garderobe i færd med en uventet hobby.
- Jeg sidder med min sangcoach Engelina, og vores måde at koble af på er at lave manuelt arbejde. Så der er håndgerning i Herning, siger Pernille Rosendahl mens hun syer glitrende sten på sin kjole.
Få minutter inden showet går i luften, virker den 40-årige X Fctor-dommer ganske afslappet, men hun indrømmer, at hun faktisk er ret nervøs for aftenens begivenheder.
- Den største drøm for os i aften, det er, at begge vores piger får lov til at synge deres vindersang. Jeg bliver virkelig virkelig ked af det, hvis de ikke får lov til at synge dem, siger Pernille.
Cutfathers hemmelige våben
Den anden dommer Cutfather, som også har alt på spil i aften, har en noget anden måde at slappe af på op til det store show. Han får sig nemlig en omgang Zen Shiatsu-terapi af terapeuten Claus Gyllun, som giver ham fornyet energi.
- Lige nu er jeg afslappet, men angående i aften så kører det lidt rundt i skallen på mig. Så det er meget rart lige at få rettet ryggen ud inden det går amok - for det bliver sindssygt lige om lidt, fortæller Cutfather, mens har ligger på briksen.
Se finalen kl 20.00 på DR1, DR HD og dr.dk/xfactor.