Statistikken har talt: I aften ryger en af grupperne
10. feb. 2012 08.08Statistikken er imod grupperne, når X Factor i aften blænder op for første liveshow. I tre ud af de sidste fire år er det en gruppe, der som de første, har forladt X Factors liveshows. Men i år er mange ting ændret.
Thomas Blachman har for første gang fået grupperne, og han har sin egen statistik. Han har nemlig aldrig haft en deltager, som ikke har klaret første liveshow. Måske skyldes det hans hang til fairplay.
- Jeg har ikke tænkt mig at være hadefuld over for de andre kategorier for at skabe plads til mine egne deltagere, forklarer Blachman.
Den sure Blachman er aflivet
Den kontroversielle dommer har tænkt sig at lægge en helt ny stil i de store X Factor liveshows. Kritikken har ofte lydt på at Blachman har været for hård, og det vil der blive lavet om på, fortæller han til dr.dk/xfactor.
Blachman er glad og godt tilfreds med sine grupper og håber derfor ikke på, at de kommer i farezonen.
- Skrækscenariet er at skulle vælge mellem to af mine egne grupper, fortæller den rutinerede X Factor dommer.
Stærke karakterer
Den ærgerlige statistik fra de tidligere grupper i X Factor kan nu ikke ryste årets deltagere.
- Jeg tror, det er fordi grupperne ikke har været gode nok de tidligere år, understreger Tandberg & Østenby.
- Jeg synes at grupperne står rigtig stærkt i år, fordi vi er så markante alle sammen. De sidste par år har der ikke været nogen stærke karakterer i grupperne, forklarer Jean Michel, som bliver bakket op af Nicoline Simone.
Minder ikke om hinanden
Udover stærke karakterer så er der endnu en ting som taler imod, at en gruppe skulle forlade X Factor som de første.
- Grupperne er så forskellige fra hinanden, pointerer Rasmus og fortsætter:
Der er ikke nogle af grupperne, der minder om hinanden. Tandberg og Østenby synger meget to-stemmigt, Nicoline Simone & Jean Michel synger soul, og Phuong og jeg synger meget pop.
Se hvordan det går grupperne i aften i årets første X Factor liveshow kl. 20. på DR1, DR HD og her på dr.dk/xfactor.