Dommerne har valgt: Her er X Factors nye finalister
03. feb. 2012 20.54Tusindvis af håbefulde sangtalenter stillede op. 130 slap gennem nåleøjet til superbootcamp. De sidste to uger har de 23 mest talentfulde af dem været med hver deres dommere på træningslejr.
Og nu er de så fundet: De ni sangere, som har X Factor nok til at blæse danskerne bagover i de store liveshows de næste mange uger.
Cutfather har blandt de voksne deltagere udvalgt Sveinur, Mulila og Katrine. Pernille Rosendahl sætter sin lid til de unge sangere Ida, Line og Morten Benjamin. Og Thomas Blachman har kastet sin kærlighed på tre duoer i gruppekategorien: Phuong & Rasmus, Nicoline Simone & Jean Michel og vinderne Simone og Isabella, som nu kalder sig ved deres efternavn - Tandberg & Østenby.
Allerede på fredag 10. februar skal de ni finalister på scenen i det første af X Factors liveshows, og så er det op til seerne at stemme deres favoritter videre på vej mod den store finale - og en pladekontrakt til en værdi af én million kroner.
Cutfathers rockstar, soul-diva og popsild
Den 31-årige jord- og betonarbejder Sveinur fra Færøerne er X Factors nye rockstjerne.
- Han er meget bevidst omkring sin stil og udtryk, og heldigvis passer hans kantede rocklook ham jo bare rigtig godt, siger Cutfather om Sveinur.
Rollen som X Factors soul-diva har 26-årige Mulila, der har rødder i Zambia, men i dag bor i Odense.
- Hun er propfuld af livsglæde og har en helt utrolig indlevelse i sin soul-fulde stemme, som jeg ikke har hørt ret mange andre steder. Samtidig har hun kant, som de færreste sangerinder har, siger Cutfather.
27-årige Katrine fra Randers, der arbejder med VVS og er mor til to, er showets nye popsild.
- Hun har den klare popstemme. Hun er meget sikker i sin stemme og kan virkelig levere en flot popsang, siger Cutfather om sin sidste finalist.
Pernilles tre guldklumper
Der har været utroligt mange talentfulde unge under 25 år i år, så Pernille Rosendahl har ikke haft nogen nem opgave. Allerede til auditions tabte hun dog sit hjerte til den 17-årige gymnasiepige Ida fra Videbæk i Vestjylland.
- Hun er så æterisk. Hun svæver over vandene, og der er noget uhåndgribeligt over hende, som også kommer til udtryk, når hun synger. Det er som om, hun lever et sted, vi andre ikke har adgang til, og det gør hende magisk, siger Pernille om Ida.
Årets yngste finalist er den bare 15-årige Line fra Skagen, der til hverdag går i 9. klasse.
- Line er min sorte guldklump! Nogle gange lyder det nemlig som om, der bor en sort sydstatskvinde inde i hende, selv om hun er hvid og kun 15 år gammel. Men hun er fornuftig, rolig og dejlig uimponeret over det hele, og det kan jeg så godt lide ved hende, siger Pernille og tilføjer:
- Og ja, så synger hun jo alt for svedigt.
Pernilles sidste finalist er 22-årige Morten Benjamin fra Horsens.
- Han er en stor vikingemand, og alligevel har han den mest følsomme og fine, porøse røst, som jeg ikke tror, vi har hørt i X Factor før. En lille spinkel stemme, men med en kæmpe styrke, fordi han fortæller historier, når han åbner munden, siger Pernille Rosendahl om ham.
Blachmans hjemmelavede grupper
Thomas Blachman har for første gang fået den notorisk svære gruppekategori og han har valgt selv at sætte danne to af sine tre finalist-grupper.
Han har store forventninger til Phoung & Rasmus, der er hhv. 19 og 22 år og kommer fra Aarhus og Odense.
- De har en helt særlig kemi ud i musikken og fysikken, og at de ikke altid har været en gruppe - det fatter jeg simpelthen ikke, siger dommerne om sin duo.
Masser af kemi har også Blachmans anden, hjemmelavede gruppe, Nicoline Simone og Jean Michel, der er hhv. 16 og 24 år og kommer fra hver sin ende af landet - Nordborg på Als og Nyborg på Sjælland.
- Nicoline Simone og Jean Michel er en meget smuk og elegant duet med rødder i politisk bevidst soul. En stor musikalsk oplevelse, slår Blachman fast.
Den sidste gruppe i liveshows er selv fundet hinanden. Det er Simone og Isabelle hhv. på 19 og 20 år fra Køge og Fakse, der har sunget sammen siden gymnasiet. Til gengæld har Blachman givet dem et nyt navn - SimBrel er skiftet ud med deres efternavne: Tandberg & Østenby.
- Tandberg & Østenby er en smuk gave. Et smukt comeback til vokalmusikkens enkle og forførende nærvær, siger Thomas Blachman.
Klik dig videre til finalisternes sider nedenfor og læs alt om dem, se videoer med dem og send dem en hilsen i deres gæstebog.