Kun de bedste grupper er tilbage nu, men endnu engang skal nogle sorteres fra. Til at hjælpe sig har Anne Linnet allieret sig med ingen ringere end sin egen søn, Marcus, der også er hendes producer.
- Vi har meget samme smag om musikalitet, fortæller Marcus til dr.dk/xfactor om sin mors valg af hjælpedommer, og prøver at udpege elementer, som han kan bidrage med i forhold til sin mor:
- Hun vil gerne have en umiddelbar fornemmelse, en følelse i kroppen, og kunne agere ud fra den, uden at skulle tænke for meget på teknik og visioner. Hun arbejder meget umiddelbart og med hjertet, forklarer Marcus, og understreger, at han selv er lidt bedre til at forestille sig grupperne udvikle sig sammen:
- Hvor meget kan man rykke med dem og hvor kan man tage dem hen?
Ikke tid til at lære alle at kende
Marcus har tænkt meget over, hvilken betydning det har, at være en gruppe i X Factor. Han peger på to elementer, som der skal arbejdes ekstra hårdt på, for at en gruppe kommer til at fungere:
- Grupper er svære at identificere sig med som publikum. Så noget, der bliver vigtigt for os, er at prøve at kommunikere de her grupper som en enhed og ikke tolv forskellige mennesker, som man skal forholde sig til hver især. Der er simpelthen ikke nok tv-tid til, at man kan nå at lære alle at kende, forklarer den meget erfarne producer.
For mange vokaler
Den anden væsentlige faktor er, ifølge Marcus, at det er svært at skabe en gruppe med flere vokaler, der kan fungere sammen:
- Rent vokalt er det svært at komme ind og høre nerven i hver enkelt. Hvis tingene skal synges flerstemmigt, giver det også grupperne nogle udfordringer i forhold til at klinge rigtig godt sammen.
Meget få 'rigtige' vokalgrupper
Problematikken er især, at man ikke ser så mange vokalgrupper i den virkelige verden:
- De fleste grupper er jo bands - folk der spiller sammen. Bas, trommer, guitar - bom - og så er der en, måske to eller tre forsangere. Men vokalgrupper opstår sjældent af sig selv!Det bedste råd til X Factors grupper er derfor, at de skal ind og finde hinanden:
- At begynde at snakke det samme musikalske sprog. Ligesom solisterne skal de finde ud af, hvad der gør dem rigtig gode hver især og hvordan de giver plads til det i gruppen. Så er det, man kan få en gruppe til at shine allermest. De skal dyrke gruppen men give plads til individet.