Anne har været på overarbejde. Resultatet er til at tage at føle på. Det er nemlig hele 9 solister, der er rystet godt sammen til tre nye stjerne-grupper i X Factor.
- Jeg har været meget omhyggelig med valg af klang! Klang er for mig ikke bare en stemme. Alt det, man er: ens personlighed, den ligger på en eller anden led i klangen, forklarer Anne om sit valg af livedeltagere.
Fra skraldespand til scenekant
Hos grupperne er der vild jubel over, at været kommet så langt.
- Det er fuldstændig surrealistisk. Jeg er faktisk lidt mundlam vil jeg sige. Jeg havde slet ikke regnet med det fordi der er så mange dygtige grupper, forklarer en begejstret Anton. Efter at være røget ud, er han nu placeret i drengegruppen Wasteland, som Anne selv er meget begejstret for:
- De svinger bare sammen. Mentalt, menneskeligt, klangmæssigt. Der er bare en energi mellem de drenge, som er unik!
Blomstrende energi
Pigerne fra Lotus glæder sig rigtig meget til at blive taget hånd om af Anne, som selv er meget begejstret for dét, de kan:
- De er sprudlende af energi og power, og det kan de formå at få ud over scenekanten. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om.
De små synger
Også Anna og Lusanda glæder sig rigtig meget til at stå på X Factor scenen:
- Det er jo helt fantastisk at gå videre til liveshows, forklarer Lusanda hvorefter Anna supplerer: - Sådan to små lave mennesker på sådan en kæmpe scene, det skal nok blive sjovt!
Magi i luften
Også Anne lover god underholdning og fantastisk musik fredag efter fredag:
- Jeg tror, at magi vil ske på scenen til hvert eneste liveshow fra nu af!