- Er det ikke bare kvindernes århundrede, vi er gået ind i?
Det retoriske spørgsmål er stillet af en af de få mænd, der er tilbage blandt kvindelige dommere og nu - unge kvindelige solister. Blachman lod i fredagens X Factor tre piger gå videre til liveshows, og det er der en god grund til:
- Det er det mest nuancerede og forskelligartede udtryk, forklarer den tilfredse dommer og uddyber:
- Optimismen må vi heller ikke glemme. Positiv energi. Jeg er jo ikke kun pessimist, vel?
Funky Fredage
En anden, der heller ikke er pessimist er Karoline. Selvom hun virker lettere euforisk, da dr.dk/xfactor fanger hende lige efter, hun er gået videre, er Karoline ret overbevisende, når hun lover fest og farver til tv-stuerne:
Danmark har sgu brug for noget funky!! Der skal bare være gang i den!
Der skal ikke spares på noget
Spændende. Sjovt. Uvirkeligt. Nervepirrende.
Der er gloser nok til at beskrive de følelser, der løber gennem kroppen på de dygtige unge solister, der på fredag skal stå foran hele Danmark i det første af en række liveshows. Og det musikalske geni Blachman lover, at der bliver noget at glæde sig til:
- Jeg skal bare lave det fedeste musik! Det bliver en forbrugsfest ud i det kreative element.