Teknikerne er i fuld gang med at bygge X Factor scenen færdig, og man begynder så småt at kunne fornemme, hvordan den kommer til at se ud.
Dr.dk/xfactor har taget de unge med ind på scenen for første gang nogensinde, og det får sommerfuglene til at vrimle frem i maven på de spændte livedeltagere.
Fra Valby til Panama(h)
- Bare det, at jeg er her nu gør, at jeg kan mærke, at jeg bliver helt vildt nervøs, forklarer en energisk Karoline. Hun har netop, i samarbejde med Blachman, besluttet at ændre sit sangvalg til fredag.
Fra at skulle have sunget Peter Sommers hit fra 2004 'Valby Bakke' skal Karoline i stedet synge den noget nyere 'DJ Blues' med electronica-gruppen Panamah.
Slut med playback
Blandt ledninger og kæder, der hænger fra loftet, møder vi Zaina, der i ærefrygtighed fortæller om sine følelser omkring det første store liveshow fredag:
- Jeg tror, jeg bliver pænt nervøs, forudser Zaina, der har en helt særlig grund til at være ekstra nervøs: - Jeg skal spille guitar, så jeg er bange for, at jeg tager en forkert akkord eller sådan noget.
Også Amanda skal vænne sig til tanken og forudser, at både mave og hjerte kommer på overarbejde netop fredag aften:
- Jeg tror min mave får det ret stramt lige der og mit hjerte vil gallopere afsted!