Thomas Blachman er altid god for at give danskerne en opsang. Og sådan én kommer han også med i begyndelsen af X Factors støttesingle til fordel for Danmarks Indsamling:
- Du har så meget kærlighed - siger du/ Men hvem får alt denne kærlighed / De få udvalgte? / Eller har du kærlighed nok til hele verden?, spørger den berygtede meningsmaskine og tv-dommer.
"Thomas fik en snakke-ting"
Det er Anne Linnet, som står bag nummeret 'Én verden', hvor også hun selv, meddommer Ida Corr og alle de ni nye finalister fra X Factor medvirker.
- Thomas fik en snakke-ting, for det hans særkende, og så synger Ida og jeg versene, mens finalisterne er med på omkvædet, forklarer Anne Linnet til dr.dk/xfactor.
Sangen er skrevet specielt til Danmarks Indsamling, der samler ind til nødlidende i Afrika.
- Sangen er blevet til ved mit gamle flygel, som jeg har arvet fra min mormor. Jeg skrev den først på engelsk, men så blev jeg enig med mig selv om, at den hellere skulle være på dansk, fortæller hun.
Hvordan det føles at være på flugt
Blachman har selv leveret sin indledende tale, men ellers har Anne Linnet skrevet teksten og melodi, mens sønnen Marcus Linnet har produceret.
- Jeg har prøvet at fornemme, hvordan det må være at være flygtning, og så er der kommet denne sang ud af det, siger Anne Linnet.
- Trods finanskrise er vi stadig så velstillede i Danmark, at vi godt kan hjælpe med at bære dem, der ikke selv kan klare sig ude i verden. Det kan vi ved sådanne støttearrangementer, og det imponerer mig, at danskerne griber til lommerne og involverer sig år efter år. For vi er - som sangen hedder - én verden, slår hun fast.
Sangen 'Én verden' kan downloades nu - hør et klip fra den her på siden. I X Factor fredag aften er der premiere på musikvideoen til sangen.