Da X Factor-finalisterne indtog scenen i fredags, var det til temaet 'håb'. For den opmærksomme seer et noget anderledes tema, end hvad man er vant til i X Factor.
Og det er der mange gode grunde til, fortæller underholdsningschef Jan Lagermand Lundme.
- Først og fremmest vil vi gerne give seerne en ny oplevelse og samtidig sørge for, at programmet udvikler sig, siger han og afslører, at alle temaerne i år bliver en følelse.
Skal hjælpe finalisterne
- Det er mere abstrakt end disco, rock eller en bestemt kunstner. Det er nemmere for deltagerne at finde en sang om eksempelvis håb, krig eller kærlighed inden for den genre, man nu synes, man er bedst inden for. Tidligere fungerede temaerne som forhindringer for deltagerne, men i år får de mulighed for at definere deres stil som artister meget mere, siger han.
Det betyder altså, at eksempelvis Chresten slipper for at iføre sig guld og glimmer og give den som ABBA, og Amanda slipper for at kaste håndtegn i et hiphop-tema.
Udfordringer venter
Tror finalisterne nu, at de bare kan læne sig tilbage i stolen, kan de dog godt tro om, advarer Jan Lagermand Lundme.
- Der kommer nogle udfordringer for dem senere. Det bliver ikke en dans på roser det hele, siger han.
Temaet for næste fredags liveshow og hvilke sange, dommerne har valgt til deres tilbageværende finalister bliver afsløret på onsdag her på dr.dk/xfactor.