VIDEO: Blachman til Ida og Linnet - Stop nu med de omkvæd

- Mine meddommere vælger sange med kæmpestore, eksploderende omkvæd, hvorimod jeg og mine deltagere vælger ynde, mener Blachman.

I fem ud af de seks X Factor-sæsoner, der har kørt over skærmen, har det været en af grupperne, der måtte lade livet i første liveshow. Således også i år, hvor pigegruppen Lotus måtte sige farvel efter kun én optræden.

Lotus og Jonas blev stemt i farezonen, og traditionen tro ville gruppernes dommer Anne Linnet sende Jonas hjem, hvorimod de ældre deltageres dommer Ida Corr ville sige farvel til Lotus.

Lotus var ufærdige

Dermed stod Thomas Blachman med den endelige afgørelse, og han var sikker i sin sag; han sagde farvel til Lotus.

- De var de mest ufærdige! siger Blachman efter showet, og giver delvist sine meddommere skylden:

- Mine meddommere vælger hver gang sange med kæmpestore, eksploderende omkvæd og bomber, hvorimod jeg og mine deltagere vælger ynde, siger han, men har dog alligevel rosende ord til Jonas:

- Jeg synes Jonas gjorde det godt, og det var derfor jeg honorerede det. Men Ida må tænke over, hvorfor han endte i farezonen, mener han og kommer med et bud på, hvad makkerparret kan gøre anderledes næste gang:

- Det må handle om nærvær, så vi kan trække vejret og lave noget musik uden bomber hver gang, der kommer et omkvæd, siger den skrappe dommer og henviser til, at omkvæd ikke er en stor prioritet hos hans deltagere.

Lytter Ida Corr og Jonas til Blachmans råd? Det må vi vente med at finde ud af til næste fredag, hvor Jonas og de andre deltagere igen indtager X Factor-scenen i DR Byen.

  • Print
  • Del artiklen: