VIDEO: Blachman beroliger - Jeg stjæler ikke Chresten

Blachman er vild med det vestjyske naturtalent, men har rigeligt at se til med sine egen finalister.

Sidste år var han ved at kapre den unge finalist Morten Benjamin fra Pernille Rosendahl. Og nu har Thomas Blachman erklæret sin kærlighed til endnu en af sine meddommeres deltagere, nemlig Chresten.

Men Ida Corr skal ikke være bekymret, for Blachman vil ikke prøve at kapre ham over på sit hold, fortæller han til dr.dk/xfactor.

- Jeg kaprer sgu ikke flere! Jeg og Morten blev gode venner - han er en sindssygt sød mand. Vi havde et eller andet, vi kunne sammen, siger han om Morten Benjamin, som Blachman for tiden har boende i villaen på Frederiksberg og er ved at indspille en plade sammen med.

- Det er ikke nemt at påtage sig ansvar for andre mennesker og gøre andre folks problemer til sine egne - det er nok det værst tænkelige scenarie, jeg kan tænke mig, for jeg har rigeligt at tænke på!

Chresten blev knaldet ned med en sæk kartofler

Thomas Blachman er dog meget imponeret af det vestjyske naturtalent og vil gerne hjælpe med at finde nogle bedre sange til ham.

- Der er ingen grund til at skabe den helt røv-tunge blues, den synes jeg ikke er klædelig. Chresten er en stor melodi-sanger, for han kan forme melodierne og blues'ificere dem. Når du knalder ham ned med en sæk kartofler, så bliver det for fladt, mener Blachman om Seasick Steve-nummeret 'Last Po'man', som Chresten leverede i fredags.

- Men de gør det ikke næste gang igen - nu har de hørt, hvad jeg har sagt.

Se Blachmans kærlighedserklæring til Chresten i videoen her på siden.

  • Print
  • Del artiklen: