Slut med at være mobbeoffer: Jeg er jo god

- Fuldstændig fantastisk, udbrød Ida Corr, da 15-årige Sara for dommerne. Læs mere om Sara og hendes X Factor-eventyr her.

En af de stjerner, der funklede allerklarest i årets første X Factor-program var 15-årige Sara, som med tre sikre ja’er strøg videre til bootcamp.

Blachman kaldte Sara for ’alt det, dommerne går og drømmer om’, og Ida Corr mente, hun har x factor på alle tænkelige måder, og at hun kan gå hele vejen.

Uncool på grund af Justin Bieber

- Det var en helt fantastisk oplevelse at stå der tre meter fra Blachman, og jeg var virkelig glad for dommernes ord. Det var rart at få ros og konstruktiv kritik i stedet for spydige bemærkninger om, jeg ikke er god nok, siger Sara, der i programmet ikke lægger skjul på, at hun er blevet mobbet gennem flere år.

- Når jeg fik for høje karakterer, var jeg for klog, og når jeg fik for lave, var jeg for dum. Og hvis jeg ikke interesserede mig for fodbold, heste eller Justin Bieber eller gik i det rigtige tøj, var det også forkert, siger hun.

Skriver bedre sange i dag

Til audition tilbage i oktober undlod Sara at synge en af sine egne sange, fordi hun ikke mente, de var gode nok. Sådan har hun det ikke længere.

- Jeg skriver meget bedre sange i dag. Jeg skriver kun på engelsk, da jeg føler, jeg har en connection med det engelske. Jeg har også planer om at flytte til England for at opleve landet, kulturen og sproget, siger Sara og fremhæver den britiske sanger Ed Sheeran som en af sine inspirationskilder.

- Jeg er blød på rigtig mange punkter, men jeg kan også godt lide det mere rockede som f.eks. Guns N’ Roses og Nirvana, som jeg spiller sammen med mit band. Begge typer musik passer godt til min hæse stemme, som jeg har trænet endnu mere siden audition, siger hun.

Får masser af ros

Sara har allerede fået masser af positive reaktioner på sin deltagelse i X Factor på både sms og Facebook.

- Folk skriver, jeg er vildt sej, siger en glad Sara og sender et shout out til sin nye klasse i 9.C på Skovvangsskolen i Hammel, som hun har det rigtig godt i. Efter at have skiftet skole og stillet op i X Factor, har jeg fundet ud af, at jeg faktisk er god siger hun og kommer med et råd til andre, der oplever mobning:

- Når man bare er sig selv og gør sit bedste, så er man god nok.

Følg med i X Factor de kommende fredage og se hvordan Sara klarer sig videre i konkurrencen.

  • Print
  • Del artiklen: