BLOG: Bootcamp er det bedste og det værste

Bootcamp er både det sjoveste og det værste, jeg nogensinde har oplevet. Det værste, fordi man er så siiindsygt tæt på at ryge i svinget.

Kun 7 at slå og så er man i liveshow. Problemet er jo bare, at de sidste 10 er pisse dygtige, så jeg vidste jo godt, at det ville blive hårdt. Jeg havde ikke hørt nogle af de andre synge, så jeg anede ikke, hvad jeg var oppe imod.

Stivfrossen
Jeg havde ikke sovet natten til bootcamp, og var fuldstændig smadret da jeg nåede frem. Jeg havde hentet Ercan på vejen, så vi kunne følges. Der skulle filmes mens vi kom gående op imod godset/slottet. Det tog en del timer i sne og minusgrader.

På et tidspunkt regnede det. Mine fødder var frosset fast i støvlen, da de endelig skulle filme, at Thomas kom ud og præsenterede Djuna som hjælpedommer. Det gjorde ondt i hænderne, når jeg klappede.

Jeg ville gerne indenfor men nej nej. Jeg skulle lige stå og tale om mig selv - stivfrossen. Kunne overhovedet ikke mærke mit ansigt mere. Men ind kom vi da, og flere interview var på bedding.

Bl.a. Søren fra web, der følger os hele tiden, og han er DRs bedste kameramand. Man siger hvad man vil, og det bliver sat på sådan. Ingen redigering der. Men man skal også lave de der "her sidder jeg helt tilfældigt og venter"-shots.

De sjove stunder
Det sjoveste er jo uden tvivl de søde mennesker jeg mødte. Deres historier og al det sjov vi fandt på i den lange ventetid. Når jeg tænker tilbage, kan jeg da sagtens huske de lange timers venten, de laaange interviews osv osv, men det er ikke det, der fylder.

Det, der fylder, er nemlig de sjove stunder, som at Ercan kom ind og sov hos mig, fordi det var hyggeligere (jeg havde 2 senge i mit rum). Jeg lå vågen hele natten, og så snart Ercan vågnede råbte jeg... ER DU VÅGEN, så han fik et kæmpe chok.

Middagen med Thomas Blachman (som var kaos) var en anden sjov stund ligesom turen hjem for at fortælle, jeg var gået videre. Ihhh, nu savner jeg det lidt.. Det, og alle de andre deltagere.