Jonas elsker at fortælle historier. Både i sit arbejde som pædagog og gennem den musik, som han selv skriver - og fremfører på alskens instrumenter.
- Han er en eminent historiefortæller. Hans stemme er forførende og umiddelbar på en måde, som giver én lyst til at høre mere og drage med ud på hans eventyr!
Sådan beskriver Ida Corr 30-årige Jonas, der lige er flyttet fra Nørrebro til Brønshøj. Til hverdag arbejder han som pædagog, og netop i sit arbejde gør han stor brug af sine særlige fortælleevner:
- Jeg improviserer historier for børnene, jeg er pædagog for, og det er gennem tiden blevet til alle mulige finurlige universer og eksistenser, som har været svære at lægge fra sig i fritiden. Så der lever da også et spinkelt håb i mig om en dag at lave en bog med mine grimme tegninger, som jeg så kan sætte musik til - eller måske kunne den endda være inspiration til en animationsfilm. Det ville være stort!
Pædagog, model, sanger og sangskriver i ét
Jonas er egentlig fra Esbjerg, men nu har han fundet sig godt til rette i hovedstaden. Ud over at arbejde som pædagog, er Jonas også model hos Scoop, hvor han har været i halvandet år. Men det er musikken, han brænder allermest for - både at skrive og synge den.
Begge hans forældre er konservatorieuddannede pianister, og da han var 8 år gammel, begyndte han at synge i Det Danske Drengekor. Som teenager faldt han som så mange andre pladask for Nirvana, men spørger man Jonas, hvem den største kunstner gennem hele musikhistorien er, så er han ikke i tvivl: Det er Michael Jackson.
Spiller på alskens instrumenter
Som mange andre musikere, er det især guitaren og klaveret, Jonas foretrækker, når han skal spille musik. Men det er langt fra de eneste instrumenter, han har til rådighed:
- Jeg spiller faktisk på alle mulige sjove instrumenter og skrammelsager, som jeg har samlet sammen gennem tiden. For eksempel en ukulele, en el-bas, en mundharpe, forskellige fløjter, slagtøj og forskellige andre ting. Rent teknisk er jeg ikke specielt dygtig til at spille på dem alle sammen, men jeg elsker at skabe stemninger med mange forskellige virkemidler - jeg kan også godt lægge følelserne i at puste i en ølflaske, hvis det lige er det, der passer til!
Jonas er blevet særdeles glad for sin mentor, som han knytter følgende ord til:
- Ida er skarp til at spotte hvad, der fungerer og ikke fungerer. Hun er meget professionel og ærlig på en konstruktiv måde, og det virker som om, hun er et skridt foran hele tiden. Hun deler uforbeholdent ud af sin erfaring og udviser respekt for den person, du er, og det sted, du er på vej hen.
Skriv kommentar