Backstage - om programmet
Backstage på DR2: Bliv en del af musikken
Nu kan alle musikelskere komme tættere på musikken, kunstnerne og historierne. Backstage er navnet på DR2’s ugentlige fest for den rytmiske musik, kyndigt dirigeret af Camilla Jane Lea.
300 entusiastiske publikummer, to aktuelle musiknavne og en veloplagt vært. DR2s musikprogram ’Backstage’ vil hver lørdag invitere seerne med til en unik og intim musikalsk oplevelse fra Koncerthusets nyligt åbnede Studie 2.
Billetterne kan allerede fra i dag købes på dr.dk/koncerthuset. Det er P3’s musikvært Camilla Jane Lea, der uddeler backstage-passet og byder velkommen til et program, der bringer seere og gæster helt tæt på den rytmiske musik og kunstnerne bag den.
- Jeg glæder mig vildt meget til, at Danmark igen får et musikprogram, der tager musikken seriøst, uden at gøre det kedeligt. Backstage bliver en ugentlig, musikalsk fest, som jeg er både stolt og beæret over at kunne invitere alle med til, siger en spændt Camilla Jane Lea.
Unikke konstellationer
Det bliver et flot line-up af nogle af de bedste live-artister, primært fra den danske musikscene, som seere og publikum kan opleve i Backstage. Både de etablerede bands og nye, lovende bandnavne er på plakaten hver lørdag på DR2, med to navne i hver udsendelse.
De to bands eller soloartister skal hver optræde med to af deres egne sange, men de stilles også over for en ny udfordring: I fællesskab skal de arrangere og spille et nummer, som begge bands eller solokunstnere er enige om kan noget særligt.
- DR er tilbage med et program, der åbner scenen for dansk musik og tager den seriøst - og det er vigtigt, for der sker rigtig meget i dansk musik for tiden. I Backstage er musikerne hovedpersoner og livemusikken er i fokus. Som seer vil man se bands og musikere spille live i det nye Studie 2 under Koncertsalen, som lyder super godt, siger redaktør for Backstage, Anja Pil Overby, og tilføjer:
- Jeg glæder mig især til at være med til at sætte musikere sammen i nye sjove, overraskende og cool kombinationer. Og til både at præsentere de musikere og sange, man kan udenad fra P3, og dem der er på vej mod gennembruddet,
Kom mere backstage på dr.dk
Foruden det ugentlige musikprogram vil Backstage også få et helt særligt liv på dr.dk, hvor den musikglade seer kan finde meget mere stof om favoritkunstneren, f.eks. i form af interviews, fraklip fra tv-programmerne og ekstra numre optaget i Koncerthusets Studie 2.