Tomatfrø
29. juni 2008 kl. 19:30
på
DR2Det er klogt at tage frø af sine tomater løbende, og ikke kun af de allersidste.
Det er sorter der er så gamle at de er frøkonstante, dvs. giver samme afkom som forældrene. Nogle enkelte gange kan man risikere at en bi har været ind og lave ravage, og man får en krydsning ud af sine hjemmeavlede frø, men det er sjældent.
Det kan derimod ikke lade sig gøre at tage frø af moderne F1 hybrider, som er en krydsning af to helt andre tomater.
Hvis man prøver det får man et tilfældigt udvalg af den genpulje disse krydsninger rummer, og det er ikke særligt godt.
Det er klogt at tage frø fra ikke bare en, men flere tomater, af samme sort.
Vælg nogle der er typiske for sorten, og helt modne.
Metode 1 er simpelthen at smøre frøene ud på avissider og tørre dem grundigt, før man folder siden sammen og gemmer dem som små pakker til næste år. Når man har taget frø af en sort skal man skrive det flere steder på siden, så man er sikker på at kunne finde navnet, selvom det er tværet ud, spist af et eller andet eller revet af.
Metode 2, som mange mener giver et endnu bedre spireresultat næste år er at
Skære tomaterne over og presse kernerne ned i en skål med hænderne. Fjern snusk. Kom kerner, og den gele der omgiver dem ned i et glas. Sæt en mærkat på glasset med det samme, med sortens navn, eller en god beskrivelse.
Kom vand på til der er nogle cm vand i glasset. Lad så glassene stå og gære i 5-6 dage. der danner sig en hinde oven på vandet, og det gør ingenting. Til sidst hælder man frøene op i en metalsigte, skyller dem godt, og gnubber snusk af under rindende vand. Frøene bredes ud på en side avispapir, frøene skal ligge hver for sig. Skriv sortens navn på papiret, meget tydeligt, samt årstal.
Lad siderne tørre nogle dage, til de er gennemtørre, pak dem sammen og skriv sortens navn også udenpå pakken.
Pak det hele i flere lag plasticposer og læg dem køligt eller i køleskabet til det bliver forår.
Når de skal gæres handler det om at de jo som andre frø af frugter og bær er beregnet på en tur igennem nogens tarmsystem, før de skal spire, og det er det man efterligner med gæringen.
Tomatfrø kan spire uden, hvis gæringen forgår inden i frugten, hvor den falder, men man forøger chancen for at frøet er spiredygtigt på den måde, og får samtidig fjernet det snot der sidder udenpå.
Se www.tomatklubben.se
Skrevet af: Camilla Plum