Om Programmet
"Clement i Amerika" var et aktuelt ugemagasin fra New York og Washington, der blev sendt over 12 uger i September-November 2007. Konceptet lød:
Clement Kjersgaard analyserer ugens begivenheder i USA, og tegner et portræt af landet gennem en række store interviews - fra kongressens korridorer i Washington til gadekunstnernes New York.
Amerika befinder sig netop nu i første fase af en to år lang maratonvalgkamp. Udfordringerne til den næste præsident er kolossale: to uafsluttede krige, et gigantisk statsunderskud, eksploderende sundhedsudgifter, illegal indvandring, økonomisk pres fra Asien. Såvel ude som hjemme skal supermagten definere sig selv på ny - og afstanden mellem det Republikanske og det Demokratiske USA er enorm.
"Clement i Amerika" er en banebrydende produktion, der udfordrer TVs konventioner i både form og indhold: magasinet tilrettelægges, indspilles og redigeres nemlig uge for uge i USA - og redaktionen afsluttes først onsdag morgen, amerikansk tid.