Black Britain
03. august 2010 kl. 15:30
på
P1
Radioprogrammet er en del af uge 31-temaet 'Ud i verden'
Sorte mennesker har levet i Storbritannien siden Romertiden. De sorte englændere har igennem det sidste århundrede oplevet en stærk identitetsændring. I dag handler det ikke om at være fremmed i sit eget land, men om at få respekt fra sine medborgere.
Ulla Rahbek, adjunkt ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet tager i sin forskning blandt andet udgangspunkt i den sorte forfatter Caryl Phillips bog 'In the Falling Snow' fra 2009. Her følger vi tre generationer af sorte og engelske mænd.
Blandt andre Keith, der er opvokset i det hvide England, og som op igennem 1970'erne og 1980'erne kæmpede med andre sorte for at opnå samme status som hvide i England, og endte med at gifte sig med en hvid kvinde.
Det hører med til historien, at den engelske dronning Elisabeth tilbage i 1590'erne skrev, at Englands sorte indbyggere var hedninge, der skulle sendes hjem til der, hvor de kom fra.
Meget er sket siden. Ifølge Ulla Rahbek er England i dag et multietnisk samfund. Og der findes ikke en samlet sort afro-caribisk identitet.