Danmark får også en Zlatan
DA på P1 - Hver hverdag fra 18. juni 2012 kl. 22:03
på
P1
Bemærk: Her over kan du høre den første udsendelse, og til højre her for teksten finder du ugens andre udsendelser.
Svensk-bosniske Zlatan Ibrahimovic er en af tidens hotteste fodboldspillere og en af de få sportsstjerner, som hele verden er på fornavn med.
Zlatan spiller til daglig for den italienske storklub A.C. Milan.
Og han står lige nu i spidsen som anfører for det svenske landshold ved EM i fodbold.
Zlatan er indvandrer, voksede op i et belastet boligområde i Malmø, og hans barndom var præget af omsorgssvigt og småkriminalitet.
Først da han kom i gang med fodbolden, tog hans liv en positiv drejning. Og i dag hører han til blandt verdens 10 bedste fodboldspillere.
Han har godt nok et lidt problematisk superego, men vi bliver jo alligevel lidt misundelige her i Danmark.
Hvorfor har vi ikke en Zlatan hos os?
Bare rolig. Den danske Zlatan er på vej - og allerede nu har vi en spiller, der minder lidt om ham.
Sådan lyder svaret fra fodboldeksperten, Asker Hedegaard Boye, i Danskernes Akademi på P1.
En mønsterbryder
Det lå faktisk ikke lige for, at den temperamentsfulde indvandrer Zlatan skulle blive en topspiller i Sverige. Han siger selv, at han er blevet så god på trods.
For Sveriges fodboldkultur minder om den danske:
Vi kan bedst lige de spillere, der er kollektivt stærke, og som passer ind i gruppen. Og vi bryder os mindre om individualisterne i vores foreningsidrætskultur.
Og så betyder selve spillernes kulturelle baggrund mindre.
Rummelige klubber
Men spillere af Zlatans format kræver rummelige klubber.
Det afgørende er, om sportsklubberne kan rumme individualisterne. For de store fodboldhold bygges ikke kun på kollektivet, siger Asker Hedegaard Boye.
Der skal også være nogen, der stritter ud som person.
- Og dem kommer der flere af fremover. For man kan se, at der er sket en udvikling hen imod det inden for fodboldverdenen de seneste 5-10 år, siger Asker Hedegaard Boye.
Bendtner = en lille Zlatan
Den danske angriber Nicklas Bendtner kan godt sammenlignes med Zlatan, fordi det handler om personlighed og ikke den kulturelle baggrund.
- Han har ikke så stort et fodboldtalent, men han har også den der trang til at stille sig selv i centrum. Det er både godt og skidt, siger Asker Hedegaard Boye.
Nicklas Bendtner har i perioder gjort mere opmærksom på sig selv uden for banen end på banen. Der har været flere sager om ballade efter fugtige byture i England.
Men Nicklas Bendtner har samtidig den der selvsikkerhed, som er godt for et hold, mener Asker Hedegaard Boye:
- Han er én, der rager op og tør sige, at han vil være verdensmester.
Så når fodboldklubberne giver plads til individualisterne - spillerne med de store egoer, så kommer der også flere spillere a la Zlatan.
Hør mere
I Danskernes Akademi på P1 kan du høre Asker Hedegaard Boye fortælle mere om Zlatan. Hør for eksempel, hvorfor det var smart af Sverige at gøre ham til anfører. Du kan også høre om aftalt spil, der siges at være den største trussel mod europæisk fodbold.
Øverst på siden ligger det første korte radioprogram, og til højre for teksten her fire andre programmer om fodbold.
DRs Fagbogklub
I 2011 udkom Zlatans selvbiografi i Sverige. Den solgte 500.000 eksemplarer på bare 14 dage.
Bogen er også udkommet på dansk, og den er juni måneds bog i læseklubben DR Fagbogklub.
Akademiet på P1 sender hver aften mandag til fredag et syv minutter langt program om en af ugens aktuelle forskere. Det er samme forsker hele ugen, og programmerne kan hentes som Podcast, når de har været sendt på P1.