Brugervenlig emballage
Forelæsningen fortæller om forskningsprojektet "Brugervenlig emballage", hvor Birgitte Geert Jensen fra Arkitektskolen Aarhus analyserer forbrugernes kultur, adfærd, perception og fysiske kræfter i forhold til dagligdagsemballage.
Mange forbrugere har svært ved at åbne detailemballager. Det gælder ifølge undersøgelser op til 40 procent af befolkningen, og særligt ældre og funktionshæmmede har vanskeligheder.
I 2007 afleverede Gigtforeningen 52.000 underskrifter til Fødevareministeriet som dokumentation for de problemer, produktemballage giver gigtpatienter i hverdagen.
I 2042 vil der være 1,5 million ældre borgere i Danmark. Det er 80 procent mere end de 835.000 ældre borgere, vi har i dag. Disse ældre er en stærk købergruppe, som forlanger høj standard af deres omgivelser. Denne gruppe ønsker fortsat at kunne leve som før trods deres tab af fysisk funktionalitet.
For at forstå denne voksende gruppe og deres brug af emballage arbejder forskere på Arkitektskolen Aarhus med etnologiske værktøjer for at få ny viden om de ældres erkendte og ikke erkendte behov, og hvordan den vitale information, vi modtager, omsættes til fremtidens emballage.
Tidligere brugerkommentarer:
#1 13-04-2010 11:25 Malene
Det er da helt befriende at der er nogen som sætter fokus på det her problem.
Jeg har meget ofte problemer med div. emballager. Faktisk har vi noget i huset som jeg kun kan bruge, når min mand er hjemme. Noget af det vi har stående er aldrig lukket eks. opvaskemiddel til opvaskemaskinen.
Jeg er 34år og har ingen gigt eller er på nogen måde fysisk hæmmet.
Tak for at i har denne fokus.
#2 05-10-2010 13:08 Simon Fauerskov
Der er flere der arbejder ben-hårdt og kreativt med at nytænke emballage se: www.reprocentret.dk og www.rcogm.dk - Også dette område trænger gevaldigt til en omgang innovation.