EU-debat: Immigration og Integration
02. december 2010 kl. 15:05
på
DR2
Når Emilie Turunen fra SF og Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti diskuterer immigration og integration i EU, er Turunen ikke i tvivl om, hvad der er EU's største udfordring på indvandrerområdet.
- Den centrale udfordring lige nu er den ulovlige indvandring særligt i Sydeuropa, hvor folk arbejder i plantagerne og bidrager til Europas vækst. Men de betaler ikke skat, og de bliver ikke behandlet ordentligt, siger Emilie Turunen.
Hun peger på, at EU er en magnet for indvandring. Samtidig kommer EU til at mangle hænder i fremtiden til at finansiere vores velfærd.
- Så det vil være fornuftigt at tage hånd om problemet i fællesskab, siger Emilie Turunen.
Morten Messerschmidt peger på, at hele problematikken med ulovlig indvandring skyldes, at EU har nedlagt grænsekontrollen. Når indvandrerne først er kommet ind i EU, kan de rejse frit rundt.
Han ser et andet fundamentalt problem i forhold til indvandring - et demokratisk problem.
I øjeblikket ser man forskellige holdninger til udlændingepolitik rundt i Europa. Danmark ønsker at stramme udlændingepolitikken. Mens fx Spanien ønsker en lidt mindre stram politik.
- I takt med, at EU overtager udlændingepolitikken, får vi et demokratisk problem. For EU's medlemslandes folketing får ikke lov til at gøre det, som befolkningen ønsker, siger Morten Messerschmidt.
Hør de to politikere krydse klinger i debatten, hvor de også taler om, hvilken kurs EU skal tage for at dæmme op for udfordringerne. Se debatten øverst på denne side.