preload loader

EU-debat om demokratiet i EU. Hør Venstres Morten Løkkegaard og Folkebevægelsen mod EU's Søren Søndergaard debattere. Debatten varer 24:32 min.

 

Skrevet af: 

 

Løkkegaard: EU kan blive mere demokratisk

18. november 2010 kl. 15:05 på DR2

Det er blevet langt bedre med demokratiet i EU de seneste år, men det kan blive bedre!

Det mener venstrepolitikeren Morten Løkkegaard, der i juni 2009 blev valgt ind i EU-Parlamentet som en af de 13 danske politikere.

- Vi kan vist godt blive enige om, at hvis man skulle opfinde EU i dag, ville det ikke komme til at se ud, som det gør. EU er rundet af en bestemt tid - en bestemt historik, som gør, at man fandt løsninger på det tidspunkt, der passede til tiden, siger Morten Løkkegaard.

Ordene falder i en debat på Danskernes Akademi på DR2 med Søren Søndergaard, der sidder i EU-Parlamentet for Folkebevægelsen med EU.

Løkkegaard peger på, at det europæiske samarbejde opstod i 1950'erne i skyggen af Anden Verdenskrig, hvor befolkningen havde brug for mad, produktion og massiv støtte til at få produktionen i gang.

- Dengang havde man ikke en så forfinet demokratiopfattelse, hvis man kan sige det sådan, som vi har i dag. Selve konstruktionen af EU er - hvis man skal sige det pænt - unik i verdenssammenhæng, siger Løkkegaard, mens både han og Søndergaard ler.

Demokratisk underskud?
Søndergaard fastholder - som hans bevægelse altid har gjort - at der er tale om et demokratisk underskud i EU.

- Normalt vælger man jo nogle parlamentariker, fordi de skal stille forslag og stemme om dem. Men i EU er det embedsmænd, der stiller forslag, siger han.

Han mener også, at den måde EU-traktaten virker på, er udemokratisk.

- Vi har en grundlov for EU, som faktisk fastlægger politikken i EU. En grundlov burde jo bare sætte rammerne, og så skulle det være op til vælgerne, hvordan politikken skulle udmønte sig via de folkevalgte. Men spillereglerne er også politikken i EU, og det synes jeg ikke er særlig demokratisk, siger Søndergaard.

Begge politikere er selvfølgelig meget glade for, at EU-Parlamentet med vedtagelsen af Lissabon-Traktaten har fået udvidet retten til at deltage i beslutningerne i EU på en række nye områder.

Men Søndergaard mener, at det er et misforhold, at det stadig er EU-Kommissionen, der har retten til at fremsætte forslag i EU, mens 736 folkevalgte parlamentarikere og medlemslandene repræsenteret gennem deres ministre i Rådet bare må kigge på. Og den øgede magt er udtryk for, at fx Folketinget har mistet magt, mener han.

Løkkegaard er mere positivt stemt.

Det er stadig EU-Kommissionen, der fremsætter forslag, men det er medlemslandenes ministre i Rådet og EU-Parlamentet, der sidder med den sidste endelige afgørelse på tingene.

- Vi har ikke initiativ-retten, men vi har retten til at bestemme alligevel, siger Morten Løkkegaard.

Er en million underskrifter demokrati?
EU fremhæver selv, at Lissabon-Traktaten gør det muligt for borgere at få fremsat forslag i EU. Altså endnu en demokratisk udvidelse ud over parlamentets øgede magt.

Bestemmelsen om 'borgerinitiativet' betyder, at hvis en borger kan få over en million EU-borgere til at skrive under på et forslag, så kan det måske blive fremsat i EU.

Morten Løkkegaard synes, at det peger fremad.

- Det er faktisk et initiativ, som er temmelig revolutionært i EU-sammenhænge, at man overhovedet går ind på tankegangen om, at befolkningen skal høres direkte. Jeg synes ikke, at man har fundet de vise sten endnu, men det et skridt i den rigtige retning, siger han.

Søren Søndergaard har ikke meget tilovers for bestemmelsen om 'borgerinitiativet':

- Det er et fantastisk eksempel på, hvordan EU opfatter demokrati. Du skal indsamle mindst million underskrifter fra et betydeligt antal EU-lande, og så vil Kommissionen overveje om den vil fremsætte et forslag. Det er da vanvittigt. Det har ikke noget med demokrati at gøre, siger Søndergaard.

EU-tema på DR2
Hør flere pointer om blandt andet kødklister-sagen, lobbyister og Fru Hansen i Sønder Magle og pressens rolle i forbindelse med EU i hele EU-debatprogrammet, vi har lagt ind øverst på denne side.

I debatten roser Løkkegaard i øvrigt Folkebevægelsen mod EU og andre EU-modstandere for, at de siden Danmark blev medlem af EF i 1973 hele vejen igennem har talt om, at det europæiske fællesskab er et politisk projekt, mens de borgerlige partier mest har talt om økonomi.

I løbet af de næste fem uger sætter DR2 fokus på EU. Danskernes Akademi sender 13 forelæsninger med EU-eksperter og fire debatter med de danske medlemmer af EU-Parlamentet.
Og i uge 50 runder DR2 i primetime om aftenen temaet af med fire programmer om selve EU-Parlamentet med fokus på, hvordan EU træffer beslutninger.

 

Send eller anbefal link

 

Ph.d. på 3 minutter

Har du tre minutter? Brug dem på et forsker-portræt.

 

Dit forslag!

Har du en rigtig god idé til et tema eller forelæsning, vi kan tage op i Danskernes Akademi?

Send dit forslag til redaktionen, og vi vil tage det op med vores samarbejdspartnere på universiteterne.

Skriv til: akademi@dr.dk

 

 

Ph.d. på 3 minutter

Har du tre minutter? Brug dem på et af vores 19 nye forsker-portrætter.

 

EU-serie på DR2

Kom tæt på EU-Parlamentets arbejde i temaet 'Kendt i Parlamentet'. Bliv klogere på EU's institutioner og se tv.

 

Akademiet som Podcast:

Hvis du vil abonnere på dette program har du fire muligheder:

  • iTunes
    Klik her, hvis du henter programmer med iTunes
  • ZENcast
    Klik her, hvis du henter programmer med ZENcast Organizer
  • XML
    Højreklik og kopier linkadresse

Læs mere om podcasting her

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > DR2 > Danskernes akademi > EU > EU-debat > Parlament2

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.