Hemmeligheden bag dr.dk
08. september 2011 kl. 14:01
på
DR2
Har web en historie? - DRs websted 1996-2006 - dr.dk
I 1994 oplevede radioprogrammet Harddisken en enorm succes! Det modtog i snit 7 mails om ugen! ... og det takket være en tv-tekniker, der privat ejede domænet dr.dk. To år senere gik DR i luften med sin hjemmeside.
Den 5. januar 1996 var en skelsættende dag i DR: Den skrabede hjemmeside DR Online gik i luften!
Begivenheden blev fejret i en spartansk barak i yderkanten af TV-Byen i Gyngemosen, fortæller lektor Niels Brügger fra Aarhus Universitet i Danskernes Akademi.
Niels Brügger forsker i internettets historie, og han bruger DRs websted www.dr.dk til at forklare, hvor hurtigt udviklingen på nettet gik i 10-året 1996-2006.
Astronomisk højt antal mails ...
DRs internetside var fra begyndelsen omgærdet af stor interesse. Den havde ligefrem været præsenteret ved bogmessen i Forum et par måneder forinden, så stor en begivenhed var det.
DR gik på nettet, blandt andet fordi radioprogrammet Harddisken tilbage i 1994 oplevede en kæmpe succes med internettet.
Da programmet begyndte at modtage e-mails, fik programfolkene helt op til syv mails om ugen! Og det var næsten dobbelt så mange henvendelser som med posten.
- Så nettet var fremtidens måde at komme i kontakt med lytterne på. Det var tydeligt for DR, fortæller Niels Brügger.
Teknikeren ejede dr.dk
Selve domænenavnet dr.dk tilhørte en tekniker i tv-afdelingen.
Han modtog privat alle de mails, som folk sendte til fx harddisken@dr.dk. Programmet handlede jo om nye medier, så lytterne regnede med, at DR havde en postkasse på nettet.
Harddisken fik derfor en aftale med teknikeren om at få mails til programmet gennem hans dr.dk-domæne. Og etableringen af DR Online var på skinner kort efter.
Mad og tekst-tv-nyheder
Fra begyndelsen var DR Online meget primitiv. Hjemmesiden bestod af madopskrifter af Claus Meyer, nyheder overført fra tekst-tv og så ganske få billeder. For billeder var alt for tunge at hente hjem hos brugerne, der sad på modem.
Det hører med til historien, at forbindelsen til DR Online afhang af vejret. Internetforbindelsen bestod af en pind på toppen af barakken, der husede redaktionen. Pinden var så forbundet til nogle skålformede antenner gennem et kabel.
- Så når vejret ikke var så godt, var internetforbindelsen dårlig, siger Niels Brügger.
DRs hjemmeside udviklede sig i løbet af de første 10 år fra at være et hemmeligt laboratorium til at være et sted, hvor der var noget for alle danskere, konkluderer Niels Brügger.
Bolden i nettet
Han ser flere forskellige faser i udviklingen af DR Online - dr.dk. Udviklingen tog for alvor fart i 1998, hvor blandt andet Sporten fik sin egen side i anledning af VM i fodbold i Frankrig.
Det er også meget beskrivende for dr.dk, at de første 10 år var meget eksperimenterende med fx brugerinvolvering.
Brügger kan desuden se, at selve det at få rodfæstet dr.dk i DR har voldt lidt besvær, for var hjemmesiden nu også et kerneprodukt eller var det bare et supplerende medie?
Den samme diskussion har andre mediehuse også været igennem i forbindelse med de første spæde år på www.
Se forelæsningen og oplev forrygende retrobilleder fra dr.dk's første 10 år - hvor også 'Thulebasen' spillede en central rolle.
Bemærk: Til højre for teksten har vi lagt et par andre webprogrammer på fra samme webtema i Danskernes Akademi.
Interesseret i mere? Læs også:
Niels Brügger: "dr.dk's historie 1996-2006 — et eksempel på webhistorie", Magasinet Humaniora, 25, 1, København 2010, side 12-15. Du kan finde artiklen i linket herunder:
http://www.fi.dk/publikationer/2010/magasinet-humaniora-1-10/Humaniora%201-10%20.pdf
Niels Brügger (red.): Web History, Peter Lang Publishing, New York, 362 sider, 2010