Dannelse, uddannelse og Grundtvig
12. januar 2010 kl. 14:00
på
DR2
Grundtvig er levende blandt os. Selv mere end 135 år efter hans død!
Hans tanker om menneske og folkefællesskab, om stat og skole, om dannelse og uddannelse, men også hans salmer og poesi, hans mytologi og fortællinger om historien har præget det danske uddannelsessystem. Og fra generation til generation.
I denne forelæsning fortæller professor Ove Kaj Pedersen om Grundtvig og hans indflydelse på, hvordan Folkeskolen over generationer er blevet anvendt til at skabe og udbrede en forståelse af forholdet mellem individ og fællesskab.
Og som har indflydelse på, hvad der i dag kan forstås ved danskhed (danskernes nationale identitet), og hvad vi hver og især forstår ved ”os selv” (danskerens selvforståelse). Og derfor også har indflydelse på hvordan hverdagslivet tidligere såvel som i dag leves efter nogle bestemte forestillinger om fællesskab og individualitet.
Ove Kaj Pedersen viser, hvordan disse forståelser er blevet ændret to gange i løbet af de sidste 150 år, og hvordan den aktuelle skoledebat er på vej til at reformulere problemstillingen for tredje gang.
Pointen er denne: Grundtvig – sammen med andre, men alligevel mere end nogen anden – har været en kilde til inspiration for de værdier og forestillinger som dags dato karakteriserer det moderne danske samfund og dets borgere.
Tidligere brugerkommentarer:
#1 11-01-2010 12:57 Birgitte Christensen
Det er interessant, som Grundtvig bliver ved med at dukke op mere end 200 år efter han blev født. Hans tænkning har en gyldighed, der giver ham relevans også for nye generationer. Sjovt at se, at han også optræder i DRs julekalenderdrama Pagten, som henvender sig til børn. Her er det Grundtvigs tanker om venskab, fællesskab og det at synge sammen, som er et gennemgående tema.
#2 22-04-2010 20:36 Agnete
Er lærerstuderende og har først opdaget siden her nu - den er helt fantastisk (mange gode emner i tager op).
Stor ros til jer og de emner i tager op... Tak for hjælpen til at gøre det hele lidt mere forståeligt - vil følge siden tæt...
#3 28-04-2010 01:41 Mathias
TV er værd at se igen, fortsæt for guds skyld jeres fremragende arbejde med danskernes akademi. Det er guld værd! Kan ikke roses nok.
#4 30-07-2010 15:04 Henrik Skovgaard Christensen
Fremragende ide med danskernes akademi. Det er en fornøjelse, at vi for en gangs skyld kan se kvalificeret og oplysende fjernsyn, der gør op med den strøm af platheder og ligegyldigheder, som medierne ellers fodrer os med. Tak og fortsæt endelig med at videreudvikle dette tiltag.