Intelligensforskelle

Hvad er intelligens? Og hvordan måler man det egentligt?

Tidligere professor på Aarhus Universitet Helmuth Nyborg fortæller om fordele og ulemper ved forskellige typer af intelligenstest.

Han fremlægger resultater fra kontroversielle undersøgelser, der blandt andet viser, at intelligensforskelle ikke påvirkes af uddannelse. Det hænger i stedet mere sammen med faktorer som gener, køn og race.

Herudover analyserer og evaluerer han tre forskellige måder at måle intelligens: Gardners, Binets og Speermanns.


Tidligere brugerkommentarer:
#1  03-11-2010 06:56  Lilli Wendt
Vi er tilbage ved H.C.Andersens grimme ælling overfor Henrik Pontoppidans ørneflugt. Det nytter ikke noget at se intelligens fritsvævende uden at forholde sig til basis psykologisk viden. Psykometriske målinger af intelligens giver ikke nødvendigvis et billede sandheden, men kun en forenklet virkelighedsflugt, som i bedste fald vidner om manglende fantasi hos forskeren, og i værste fald kan give grundlag for ensporet katalogisering af mennesker.

Jeg mangler stadig en reel argumentation for at afvise Howard Gardner og andre - fx. Goleman og Rosenthal.
Det nytter ikke noget at man kun kigger på mennesket udenfor social kontekst, og dermed ikke ser på Rosenthal effekten, og heller ikke på den tidlige prægning. Ligeledes tages der heller ikke højde for Jungs typologi, som kan være medbestemmende for personens udvikling.
Heller ikke den følelsesmæssige intelligens bliver tildelt den nødvendige plads (Goleman) i relation til karriere og social kontakt.
I forhold til ældning er der mig bekendt ny forskning, der viser at man sagtens kan lære nyt hele livet, og at hjernen er betydelig mere plastisk end man tidligere har troet.

Ligeledes er det nu bevist at f.eks. meditation påvirker hjernens udvikling.
Jeg må derfor sige, at jeg er noget skuffet over foredraget, og ret så skeptisk over for de konklusioner, som fremsættes. Vi ved rent faktisk ikke nok endnu til at sætte folk i bås på den måde. Jeg mener udviser en begrænset indfaldsvinkel til emnet.
Jeg efterlyser andre forskeres holdning til emnet.

#2  03-11-2010 16:35  Ordspild
Når man skal definere et begreb, så nytter det ikke noget at man forkaster en definition, alene på det grundlag at den ikke svarer til en allerede eksisterende definition.

Og det er netop dét Helmuth Nyborg gør, når han afviser Gardners intelligensdefinition, fordi noget af den ikke svarer til den allerede eksisterende definition.

Helmuth Nyborg drager altså en cirkelslutning, hvor han fejlagtigt drager svaret på sit spørgsmål ind i første præmis:

spørgsmål: Hvad er intelligens?

1. P.: Intelligens måler g. (eller intelligens er g).
2. p: Gardners intelligensbegreb måler kun delvist g.
K.: Gardners intellignesbegreb er forkert.

Selvom Helmuth Nyborg har andre argumenter imod Gardners multiple intelligensteori, er denne logiske fejlslutning hans hovedanke, hvilket mildest talt er diskutabelt.

Desuden har jeg aldrig nogensinde hørt noget om at Gardner skulle have kaldt traditionelle IQ-forskere onde, eller naive, hvilket heller ikke har særlig meget at gøre i denne sammenhæng.

Jeg efterlyser altså også andre forskeres holdning til emnet, navnligt en der kan svare på, om Helmuth Nyborg kan betragtes som intelligent, hvis man skal bruge hans egen deffinition. :)

www.ordspild.blogspot.com

#3  03-11-2010 18:14  Ordspild
I øvrigt nævner han slet ikke noget om Flynn-effekten, (som tyder på at intelligens ER påvirkelig af miljøet), hvilket ellers ville være på sin plads, når man f.eks. sammenligner forskellige landes og etniske gruppers intelligens.
(se evt.: http://da.wikipedia.org/wiki/Intelligens)

www.ordspild.blogspot.com

#4  06-11-2010 05:47  J. Dalmer
Lilli Wendt, hvis du sidder inde med facts, der skulle ligge endnu tættere på et ”sandfærdigt billede” af virkeligheden end det, som psykometriske målinger af intelligensbegrebet resulterer i - hvorfor holder du dem så tilbage? Det virker ikke just som noget overbevisende argument blot at kalde forskeren ”fantasiløs” og beskylde ham for at lægge op til en ”ensporet” katalogisering af mennesker. Siden du tilsyneladende har mere fantasi end forelæserne, kunne det være meget interessant at høre, hvorledes denne fantasi har bidraget med mere eksakt viden end den, man foreløbig har kunnet uddrage via de mere velkendte forskningsmetoder.

Howard Gardners tolkning af visse af faktoranalysens multifaktorielle resultater virker overordentlig spændende. Men man tør desværre ikke rigtig forlade sig på den, da både uddannelsespolitiske og holdningsmæssige synspunkter i alt for høj grad indgår som forudsætninger for hans forskning. Bl.a. det politisk korrekte lighedssynspunkt, at alle er intelligente – blot på hver sin måde!

Jeg håber, han har ret. Men savner fyldestgørende godtgørelse heraf.

Jungs typologi bygger ligeledes overvejende på en tolkning af menneskelivet – ikke på en (natur)videnskabelig undersøgelse af personligheden. Det er jo kun delvist lykkedes at verificere hans teori, og det pudsigt nok med netop den ”begrænsede indfaldsvinkel”, som faktoranalysen efter din mening synes at repræsentere (fx personlighedstypen ”extroversion”, m.fl.).

Ingen videnskab er som bekendt værdifri. Og næppe nogen sinde opklares den endelige og fuldstændige sandhed om noget som helst i denne verden (måske lige undtaget inden for matematikken). Men man kan da i det mindste altid nå frem til, hvad der er mere eller mindre tæt på sandheden. Det foregår dog ikke ved at kalde forskeren for fantasiløs eller ensporet, o.lign.

Du skylder, Lilli Wendt, at lægge noget brød på bordet (læs: facts), hvis din kritik skal tages alvorlig.

#5  06-11-2010 11:41  OrdspildTil #4 af J. Dalmer
Det er en udbredt misforståelse at Gardners intellignesteori er politisk korrekt, som du kalder den.
For det er rigtigt, at hvis man er ubegavet på ét område så KAN man være begavet på et andet, men sådan er det ikke nødvændigvis. Teorien er ikke fair på den måde.

www.ordspild.blogspot.com

#6  08-11-2010 14:36  Ja ja
En vis politisk korrekthed er vel ikke at fornægte!?! Og vel slet ikke hvis den aktiverer samvittigheden. Hvad hjælper høj intelligens, hvis moral og etik ligger udenfor normal-spektret hos den intelligente? Høj intelligens er vel ikke attråværdig i sig selv og er vel ikke vejen til en god fremtid. Adolf Hitler er et brugt men godt eksempel. En høj intelligens der blev brugt til at vildlede. Vi kender konsekvenserne.

For alles skyld, er min påstand, at en velfungerende samvittighed og et godt hjerte må være ligeså vigtige egenskaber, for individets egen skyld og for kollektivets. Det kræver ikke høj intelligens at have følelsen af rigtig og forkert. Jeg ville sige at mange mennesker med såkaldt lavere intelligens ville kunne agere bedre, for kollektivets bedste, i spørgsmål om rigtig og forkert. Og at mange såkaldt højt intelligente, ville agere kun udfra egne og forholdsvist kortsigtede interesser, og at det langt fra altid er for alles bedste.

Og hvad med mig... Jeg er studerende på en videregående uddannelse og har ADHD. Jeg blev desværre først diagnosticeret som voksen, med mange trælse oplevelser i bagagen, som ikke er tilregnet lav intelligens (tænker her på Lars Larsens teori om at høj intelligens er lig med god livsførelse).

Jeg er skarpere nogle dage end andre. Men det handler om min evne til at fokusere og den svinger. Tager jeg min medicin, kan jeg bedre fokusere. Så omsætter og husker jeg viden bedre. Jeg kan stadig have dage hvor fokuseringsevnen er lav.

Tilgengæld kommer mine innovative og kreative ideer som regel på de dage hvor fokus er lav, jeg er hyperaktiv og distret, er irriterende at være sammen med og iøvrigt ikke husker så godt og virker dum. Er jeg så mere intelligent den ene dag fremfor den anden!?! Og hvilke hvilke dage er det så, lige jeg er mest intelligent!?! For der er vel også brug for de nye ideer.

Hvis man ønsker at udforske intelligens-begrebet ude af kassen og tør se kompleksiteten og slippe behovet for kontrol ved konstant at sætte folk i bås som rangerende højere eller lavere i et eller andet form for hierarki, vil jeg foreslå at man bl.a. læser litteratur om ADHD. Eksempelvis Nancy Rateys The Disorganized Mind. Hun er intelligent, har ADHD og har specialiseret sig i at coache mennesker med ADHD, der ville kunne klarer sig eller måske klarer sig rigtig godt proffesionelt, men er ved at sætte familieliv og karriere over styr, fordi de mangler accept og viden om at de på nogle områder har de brug for hjælp (til selvhjælp) og støtte, som var de 5-årige.

Jeg opfordre blot til at vi husker sammenhæng og kompleksitet og at vi ikke forenkler, fordi vi ellers ikke kan forstå.

Og jeg opfordre til at vi ser tingene fra oven, husker historien og tager ved lære af den.