Gift i miljøet
08. juli 2010 kl. 15:30
på
P1
Radioprogrammet er en del af uge 27-temaet 'Menneskets udfordring'
Det startede med billeder af forkrøblede børn og fortvivlede forældre. Verdens første forurenings-katastrofe fandt sted i den japanske fiskerby Minamata.
Industriel udledning af kviksølv arbejdede sig nemlig vej op gennem fødekæden, og det endte i store koncentrationer i de fisk, som beboerne i byen levede af.
Mens det giftige tungmetal gjorde mindre skade på voksne, viste det sig at have en katastrofal indvirkning på ufærdige hjerner, dvs fostre. Børn blev født alvorligt hjerneskadede, efter at deres mødre havde spist forgiftede fisk.
Ulykken i Minamata blev startskuddet til en omfattende forskning i giftstoffers påvirkning af den menneskelige organisme, og snart fandt forskerne ud af, at kviksølv langt fra var den eneste synder.
Professor, dr.med. på Institut for Sundhedstjenesteforskning ved Syddansk Universitet Philippe Grandjean fortæller om en vigtig, men langsommelig forskning, hvor børn skal følges fra fosterstadiet til voksenalderen.