Daginkontinens hos børn
08. april 2010 kl. 12:39
på
DR2
At tisse i bukserne er noget, af det allerværste et barn i skolealderen kan forestille sig. Alligevel er daginkontinens hos børn ikke noget, som der er blevet forsket ret meget i.
Det er et område, der ikke har været prioriteret ret højt i lægeverdenen, og hvor myten om at det skyldes psykiske problemer derfor har fået lov at leve.
Overlæge og klinisk lektor ved Aarhus Universitetshospital, Søren Rittig, fortæller om de funktionelle problemer, der i langt de fleste tilfælde er årsagen til daginkontinens både hos både drenge og piger.
Ofte er det forstyrrelser i blære eller nervebaner eller infektioner, der er årsager til inkontinens. Og i omkring halvdelen af disse tilfælde kan råd og vejledning ved den praktiserende læge løse problemet.
Af nye behandlingsmetoder er blæretræning ret effektiv. 60 procent af de henviste børn bliver her hjulpet ved at lære at tisse på bestemte klokkeslæt. Denne behandling kan yderligere forbedres ved at børnene bruger en timer, der giver besked, når de skal gå på toilettet.
Herudover bruges strømstimulering af nervebanerne og medicin også i behandlingen af daginkontinens.
Bemærk, at denne forelæsning kun ligger på hjemmesiden.